Fransk stjerne pillede glansen af brasilianere: - Han er en snu ræv

Thierry Omeyer var onsdag aften den helt store oplevelse, da Frankrig vandt deres første kamp ved VM. Ekspert mener, at han for alvor viste sit værd.

Sådan sender TV 2 fra VM i Frankrig

De franske værter ved VM kunne næppe have ønsket sig en bedre start, da de i slutrundens første kamp var klasser bedre end Brasilien, der måtte se sig slået med 31-16. 

Kampens cifre antyder, at det var en noget ensidig affære, og det skyldtes i særdeleshed værternes målmand Thierry Omeyer, der stod med en imponerende redningsprocent på 67, inden han kunne holde fyraften efter pausen. 

- Thierry Omeyer har fundet tilbage til hans gamle standard. De sidste par år har han ikke været overbevisende, men i går (onsdag, red.) spillede han så en kamp, hvor han stod på 67 procent. Det er mere end imponerende. Han vil vise sit værd her i Frankrig, og han vil vinde sit femte VM guld, siger Lars Christiansen, der er håndboldekspert på TV 2 SPORT. 

Hvad er det, han gør så godt rent teknisk?

- Mange ting. Han er en målmand, der bevæger sig godt, når en spiller kommer lige imod ham. Han er afventende, han læser spillerne godt, når de kommer indover, og så skal vi huske på, at han står bag et rigtig godt og fysisk stærkt fransk mandskab.

- Han er jo en snu ræv, hvor mange spillere stadig har respekten for ham, og det betyder også noget ekstra. Man kan jo også høre de 16.000 mennesker, der skriger hans navn i arenaen, hver gang han har haft en redning, og det tror jeg også er med til at bygge ham endnu mere op, siger Lars Christiansen. 

Ikke bedre end Landin

Thierry Omeyer har i mange år kæmpet med blandt andre Kasper Hvidt om at være verdens bedste målmand, men da Hvidt stoppede på landsholdet i 2010, så trådte Niklas Landin ud af hans skygge og har siden taget kampen op med den franske målmand. 

Er Thierry Omeyer bedre end Niklas Landin?

- Det synes jeg ikke, han er. Niklas Landin har en helt anden måde at stå på. Vi så i de tre opvarmningskampe før VM, at han stod med en god redningsprocent og virkelig har vist højt niveau.

- Niklas Landin er et skridt foran Thierry Omeyer – også selvom franskmanden stod med en redningsprocent på over 60 i går, siger Lars Christiansen. 

Thierry Omeyer stod i øvrigt også for kampens detalje, da han leverede en imponerende assist til Luc Abalo.