Fransk stjernemålmand laver utrolig assist: - Aldrig har jeg set det der

Ved VM's åbningskamp fik TV 2 SPORT's ekspertkommentator Bent Nyegaard set en assist, han aldrig havde set før.

Thierry Omeyer har i sit 40 år lange liv prøvet en hel del som håndboldmålmand.

Men i onsdagens åbningskamp ved VM mod Brasilien lavede han en assist, som han næppe er i stand til at kopiere.

Sydamerikanerne spillede syv mod seks i angrebet og havde derfor tager deres målmand ud. I angrebet mistede de bolden, og så gik Omeyer efter en scoring i det tomme mål.

Han ramte målet. Det vil sige, han ramte overliggeren.

Heldigvis for ham og Frankrig var fløjspilleren Luc Abalo løbet frem, kunne gribe bolden og kaste den ind i det tomme mål til stillingen 11-3.

Har du trænet på det?

- Ja, selvfølgelig, siger Omeyer til TV 2 SPORT med et stort grin og et efterfølgende ’nej’.

- Jeg ville selvfølgelig score, men jeg tror, Luc ikke troede på, jeg kunne. Derfor løb han, og så landede bolden i hans hænder.

Det viste sig at være en meget god idé, og samtidig blev det et mål, som TV 2 SPORT's håndboldekspert ikke har noget sidestykke til.

- Aldrig har jeg set det der. Den rammer ikke engang gulvet, sagde en grinende Bent Nyegaard under kampen.

- Han kunne ikke undgå at løbe den ind. Det er simpelthen timing på højt niveau. Det så sådan helt tegneserieagtigt ud.

Som om assisten ikke var nok, lukkede Omeyer fuldstændig ned for brasilianerne. Han nøjedes med at vogte målet i 1. halvleg, og her stod han med en redningsprocent på svimlende 67. Således lukkede han kun syv mål ind, før han lod Vincent Gerard tage over.

Brasilien blev kørt ud af arenaen i Paris, hvor Frankrig sikkert vandt med 31-16.