Håndboldlegende stopper karrieren

16x9
Rutenka kommer ikke mere i kamp Foto: FAYEZ NURELDINE / Scanpix Denmark

Siarhei Rutenka har valgt at stoppe sin håndboldkarriere i en alder af 35 år.

En af de helt store profiler i håndboldverdenen har trukket i håndboldtøjet for sidste gang.

Den hårdtskydende hviderusser Siarhei Rutenka har på et pressemøde offentliggjort, at han stopper karrieren.

Den 35-årige venstreback har været en af de spillere, som konstant har gjort ondt på modstandernes forsvar og målmænd med sine mange mål.

Allerede da han var 23 år, var han en af de mest eftertragtede spillere i europæisk håndbold. Her havde han netop vundet Champions League for første gang, da han spillede for den slovenske klub Celje.

Herefter skiftede han til storklubben Ciudad Real, hvor han vandt yderligere tre Champions League-titler.

Rundturen fortsatte i FC Barcelona, hvor han blev en af de dyreste spillere. I FC Barcelona var han med til at vinde yderligere to Champions League-titler.

Siarhei Rutenka nåede at spille for både det slovenske og hviderussiske landshold. Blandt andet stillede han op for Slovenien ved OL i 2004.