København henter streg hjem til Danmark – et skridt mod landsholdet

16x9
Annika Meyer skifter Bundesligaen ud med den danske liga i næste sæson. Foto: KBH Håndbold

København Håndbold har sikret sig den danske stregspiller Annika Meyer, der lige nu spiller i Bundesligaklubben Buxtehuder.

Efter snart fire sæsoner i Tyskland har 22-årige Annika Meyer besluttet sig for at vende hjem til Danmark.

Stregspilleren skifter til København Håndbold efter denne sæson. Hun har skrevet under på en treårig kontrakt og håber, at det kan være med til at realisere især én ting:

- Jeg har stadig en drøm om at komme på landsholdet, og jeg har en idé om, at man ikke bliver set nok, når man spiller i Tyskland - så det har også betydet noget, siger Annika Meyer til TV 2 SPORT.

Annika Meyer skiftede til VfL Oldenburg for tre sæsoner siden. I sommer flyttede hun nærmere Danmark, da hun skiftede til Buxthehuder SV ved Hamburg.

Efter sæsonen fortsætter Meyer rejsen mod nordøst. Denne gang er destinationen København, og det er ikke nogen tilfældighed.

- Jeg havde altid haft tanken om, at jeg skulle hjem på et tidspunkt – men også at det skulle være til en god klub. Det synes jeg, at København Håndbold er. De har et super koncept og en god træner. Jeg kender Claus (Mogensen) fra ungdomsårene, siger Annika Meyer der har spillet under Claus Mogensen på ungdomslandsholdet.

Her har hun blandt andet været med til at vinde U18-VM.

- Hun er en meget dynamisk og bevægelig spiller i både forsvaret og angrebet, siger Claus Mogensen til TV 2 SPORT om sin kommende stregspiller.

- Hun kommer til at indgå i et team med vores to andre stregspillere. Det er en vigtig position, og når vi forhåbentligt skal spille Europa Cup i næste sæson, så får vi et tæt kampprogram. Og så vil vi gerne stå stærkest muligt, så vi har et højt niveau uanset hvem, vi spiller med.

Annika Meyer har i denne sæson spillet 13 ud af 14 Bundesligakampe og scoret 44 mål.

I København Håndbold bliver Annika Meyer genforenet med Kelly Dulfer, som hun spillede på hold med i Oldenburg. Den hollandske landsholdsspiller skifter nemlig også til hovedstadsklubben efter sommerferien.