Norsk håndboldlegende stopper efter imponerende karriere

Gro Hammerseng-Edin har meddelt Larvik, at hun stopper karrieren efter denne sæson.

Hun har været en af de helt store stjerner på det norske landshold. Og i en periode var Gro Hammerseng-Edin også en dominerende profil i den danske håndboldliga.

Men snart har den 36-årige norske bagspiller ikke længere harpiks på fingrene og en bold i hånden hver eneste dag.

Gro Hammerseng-Edin har nemlig meddelt sin klub, Larvik, at hun indstiller karrieren efter sæsonen. Det skriver TV 2 Norge.

– Jeg har været ekstremt privilegeret og heldig at have haft det her job i så mange år. Det bliver lidt vemodigt og mærkeligt, men meget spændende at prøve noget nyt, siger hun til TV 2 Norge.

I sin tid på det norske landshold nåede Gro Hammerseng-Edin blandt andet at vinde EM guld tre gange og sikre sig en OL-medalje af den fineste karat. 

I 2003 kom Gro Hammerseng-Edin til Danmark og FCM Håndbold. Her vandt hun blandt andet DM sølv, og i sin tid i klubben blev hun også kåret som verdens bedste håndboldspiller af IHF. I 2010 vendte hun hjem til Norge og Larvik, hvor hun har spillet lige siden. Og derfor var det også svært for hende at fortælle holdkammeraterne om beslutningen. 

- Det værste var at sige det til pigerne. De er det vigtigste for mig, så det var hårdt. Det blev selvfølgelig lidt tårevædet, og jeg synes, at det var svært, men da det var gjort føltes det godt, siger hun til TV 2 Norge.

Hvad Gro Hammerseng-Edin skal efter sæsonen, har hun endnu ikke meldt ud. 

Også Gro Hammerseng-Edins hustru, den tidligere norske landsholdsspiller Anja Hammerseng-Edin, har valgt at indstille sin håndboldkarriere efter denne sæson.