Dominerede i Danmark og stopper nu karrieren: - Et af de største navne

Når Gro Hammerseng ikke længere spiller håndbold til sommer, er der ingen risiko for, at hun bliver glemt.

Gro Hammersengs karriere

  • 1997-2003    Gjøvik og Vardal HK
  • 2003-2010    Ikast-Bording / FC Midtjylland
  • 2010-2017    Larvik HK
  • 2003-2010    Norges landshold

En karriere, der kører på det 20. år er snart slut. Til sommer bliver der ikke skrevet flere kapitler i Gro Hammersengs aktive håndboldkarriere.

Tirsdag meddelte den 36-årige normand sin klub, Larvik, at hun er i gang med sin sidste sæson.

En stor profil og ifølge hendes tidligere træner en kæmpe personlighed, der indstiller karrieren.

- Hun er et af de største navne i håndbolden. Hun er blandt de ypperste repræsentanter både resultatmæssigt og personmæssigt. Gro Hammerseng er et unikum, siger Kenneth Jensen, der stod i spidsen for nordmanden i perioden 2007 til 2010 i Ikast Bording og senere FC Midtjylland, til TV 2 SPORT.

For en cheftræner var Gro Hammerseng ifølge træneren den perfekte type at have på ens hold.

Kenneth Jensen (th.) var cheftræner for Ikast-Bording og senere FC Midtjylland fra 2007 til 2011.
Kenneth Jensen (th.) var cheftræner for Ikast-Bording og senere FC Midtjylland fra 2007 til 2011. Foto: Tommy Kofoed / Scanpix

- Inden for stregerne gik hun altid forrest og ville spille to gange 30 minutter i store og små kampe. Også til træning gik hun altid forrest, hvor hun som resultat af altid at give sig 100 procent var ekstremt fit. Der er ikke nogen tvivl om, at hun var med til at sætte dagsorden hele vejen rundt, siger Kenneth Jensen.

- Et forbillede og en forgangskvinde

TV 2 SPORTs håndboldekspert, Trine Nielsen, der selv har spillet med og imod den norske bagspiller, er enig i, at det en kæmpe profil, der lægger harpiks og knæbind på hylden.

Hun vil blive blandt de allerbedste i det felt, hun kaster sig over.

Kenneth Jensen, tidligere cheftræner for Gro Hammerseng

- Hun er et forbillede og en forgangskvinde for håndbolden. Gro er så vellidt og har så sød en personlighed. Det billede, håndboldfans har udefra, er også det, der er indefra. Når Gro siger noget, så lytter man, siger Trine Nielsen til TV 2 SPORT.

I sin aktive karriere spillede hun en sæson sammen med Gro Hammerseng i Ikast Bording, og her oplevede hun den norske profil helt tæt på.

- Hun havde en stor stemme i omklædningsrummet, men hun var ikke den, der råbte højest. Men når hun sagde noget, så lyttede folk. Hun behøvedes ikke råbe for at komme igennem, siger hun.

Gro Hammerseng bliver præsenteret i Ikast Bording i 2003.
Gro Hammerseng bliver præsenteret i Ikast Bording i 2003. Foto: Mogens Flindt / Scanpix Danmark

At være leder betyder ikke nødvendigvis, at alle holder af en. Men i Hammersengs tilfælde var hun et forbillede og vellidt af alle ifølge Kenneth Jensen.

Er der overhovedet noget negativt at sige om hende?

- Intet. Hun er en rollemodel, siger han.

Personificeret med det norske landshold

Rollen som leder havde Hammerseng også på banen for det norske landshold i en lang periode. Bagspilleren debuterede for landsholdet i 2000.

- Når jeg tænker Norge, så tænker jeg Gro Hammerseng, siger Trine Nielsen.

Her vandt Hammerseng OL og tre EM-guldmedaljer og blev ved to af EM-triumferne kåret som turneringens bedste spiller. Udover medaljerne har hun ifølge håndboldeksperten en stor ære i Norges måde at tænke håndbold på.

Gro Hammerseng (th.) og Else Marthe Soerlie Lybekk (tv.) poserer med OL-guldet fra 2008.
Gro Hammerseng (th.) og Else Marthe Soerlie Lybekk (tv.) poserer med OL-guldet fra 2008. Foto: PHILIPPE HUGUEN / Scanpix Denmark

- Den spillestil, Norge praktiserer, har hun været personificeret med. Kontraspillet, andenbølgerne og et solidt forsvar har alle år været Gros spidskompetencer, siger Trine Nielsen.

- Hun har i en lang periode været bindeledet mellem det gamle og det nye Norge. Hun er en af de store grunde til, at Norge har været så gode i så lang tid. Hun har været der så længe, at de unge nåede at blive gode.

En fremtid med succes

Selvom hun stopper som aktiv håndboldspiller til sommer, så får Hammerseng sandsynligvis ikke svært ved at finde sig til rette – om det så er i håndbold eller i erhvervslivet.

- Hvis hun vil gå håndboldens vej, ville hun sagtens kunne gøre det, siger Kenneth Jensen.

- Men hun er også så dygtig på alle andre områder. Både i forhold til forretningsmæssigt og på det sociale plan, så hun kan klare sig i rigtig mange verdener og vil blive blandt de allerbedste i det felt, hun kaster sig over, siger han og tilføjer, at hun også er en spirende skribent.

Tilbage i 2014 udgav Hammerseng således bogen ’Anja + Gro = Mio’ sammen med sin lesbiske kone Anja Edin. En bog, der handler om at være professionel håndboldspiller samtidig med at være et lesbisk par med et barn.

Et faktum, Hammerseng har aldrig lagt skjul på: Hun er lesbisk og har altid værnet om det.

- Gro er også forgangskvinde i forhold til at have en holdning til menneskerettigheder og homoseksuelle. Hun har været aktiv i forhold til, at homoseksuelle skal have ret til at få børn, siger Trine Nielsen.

- Jeg kunne godt forestille mig, at hun vil bruge sine holdninger fremover.