Åd smerte som ingen anden: Eksperter og kollegaer mindes ’klenodiet’ Jørgensen

16x9
- Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix

De fleste kender ham som forsvarsgeneralen. Men Lars Jørgensen, der nu stopper, er meget mere end det. Han er en af de største i dansk håndbold.

Lars Troels Jørgensen

Født: 3. februar 1978 i Lov ved Næstved

Landshold:

192 kampe / 144 mål - debut den 11. september 1999 mod Georgien

EM-bronze 2002 + 2004 + 2006

VM-bronze 2007

EM-guld 2008

Sidste landskamp 30. januar 2010 mod Spanien

Klubhold:

 -2000: Roar Roskilde

2000-2001: Virum Sorgenfri HK

2001-2004: BM Altea, Spanien

2004-2009: Portland San Antonio, Spanien

- Spansk mester 2004/2005

2009-2012: AG Håndbold / AG København

- Dansk mester 2010/2011 + 2011/2012

2012-2017: KIF Kolding København

- Dansk mester 2013/2014 + 2014/2015

EM-guldet i 2008. Gennembruddet for dansk herrehåndbold, som aldrig havde stået der før. Oppe på det øverste trin. Det er nok det, de fleste vil huske Lars Jørgensen for, når han til sommer har spillet sin sidste håndboldkamp. Hans nøglerolle i den danske defensiv, der sikrede dansk herrehåndbold de første guldmedaljer nogensinde.

- Han var fuldstændig afgørende, siger Bent Nyegaard, håndboldekspert på TV 2 SPORT om Jørgensens rolle i 2008-triumfen.

- Det var ham, der var strategen. Lars har været den lidt skjulte anfører, for han har aldrig været én med store armbevægelser, men han har altid haft fuldstændig styr på, hvordan han gerne ville håndtere forsvarsdelen. Og Ulrik Wilbek var klog nok til at sige, at her er en mand, der kan noget ekstra. Han får lov til at styre det.

Det var altid en fornøjelse at stå sammen med ham i den rødhvide trøje og dele lidt muskler og øretæver ud

Kasper Nielsen

Og Lars Jørgensen var, dengang i 2008 oppe i Norge, hvor Danmark slog Kroatien sikkert i EM-finalen, en meget tæt på altafgørende faktor på det danske succesmandskab, hvor Michael V. Knudsen, Kasper Nielsen, Joachim Boldsen og Kasper Hvidt supplerede Lars Jørgensen i den nærmest ubrydelige defensive bastion.

- Det var nogle gode folk, han havde med, husker Bent Nyegaard.

Var den kvintet nøglen til herrelandsholdets gennembrud?

- Ja, absolut. Det var dengang, hvor det ikke på forhånd var givet, at Danmark kunne score 700 mål i hver kamp. Den triumf i 2008 var jo – selvfølgelig også med en Kasper Hvidt på højniveau – skåret gennem en fantastisk defensiv. Og det var Jørgensen, der var udgangspunktet. Kasper Nielsen for eksempel var fantastisk fysisk stærk og hurtig på fødderne. Han var så ikke strateg. Men det var Lars. Det var perfekt.

Det, man nogle gange glemmer, det er, at han var en aldeles fremragende angrebsspiller som venstre back

Claus Møller Jakobsen

- Det var altid en fornøjelse at stå sammen med ham i den rødhvide trøje og dele lidt muskler og øretæver ud, siger netop Kasper Nielsen, som altså var Jørgensens faste makker på landsholdet under EM-triumfen i 2008.

- Lidt ud af ingenting fik vi lavet en 4-blok, som bare virkede. Vi havde ikke spillet meget sammen inden da, men det var bare en fed følelse, at der bare var en eller anden indbyrdes forståelse. Jeg gik ud i banen, og Lars pakkede af inde bag ved. Og så havde vi nogle dygtige backs, som kunne lukke af på siderne. Vi troede på det, vi var gode til, og det holdt vi så fast i, husker Nielsen.

Den gyldne kvartet fra EM 2008
Se den defensive 4-blok, der sammen med Kasper Hvidt i målet sikrede dansk EM-guld i 2008

Styrede medspillerne som marionetdukker

Og hvad er det egentlig, ’Forsvarsgeneralen’ Lars Jørgensen kan? Bent Nyegaard forsøger sig med en forklaring:

- Han er klog. Jeg har lagt mærke til, at Lars altid har haft en evne til at kunne analysere en kamp sekundet efter slutfløjtet. Altså med høj puls. Og jeg er imponeret af det, fordi det altid er skarpt og nådesløst. Så han kan analysere. Nu, når han er blevet ældre, er det ikke altid, at kroppen kan det, som hovedet gerne vil, men da han var bedst, kunne han række alting til undervejs.

Så styre et forsvar – og ikke mindst medspillerne omkring ham – det kan han, den nu 39-årige Jørgensen, der ud over EM-guldet i 2008 har vundet mesterskab i både dansk og spansk håndbold. Alle de steder, han har været, har han taget styringen i den ende af banen, hvor det handler om at holde modstanderne fra scoringer.

- Han er meget dedikeret og ærekær omkring forsvarsspillet. Han tager det nærmest personligt, hvis modstanderen laver mål, siger Claus Møller Jakobsen, som spillede sammen med Lars Jørgensen både på landsholdet og gennem flere sæsoner i de spanske klubber BM Altea og Portland San Antonio.

16x9
Lars Jørgensen med en af sine utallige tacklinger for Portland San Antonio - her i Champions League mod danske GOG Foto: Claus Fisker / Scanpix

- Jeg kan huske et par ligakampe i Portland, hvor jeg skulle ind og dække 3’er ved siden af Jørgensen på grund af nogle skader. Der oplevede jeg bare, at jeg pludselig var en ret habil og god 3’er, når jeg stod ved siden af Jørgensen, fordi han havde mig nærmest i nogle snore som en lille marionetdukke. Så dirigerede han mig bare rundt, og jeg skulle bare koncentrere mig om at høre efter, hvad han sagde. Han så bare, hvor vi havde udfordringerne, og så løste han det.

Hans facon gør, at han er vellidt, fordi han som grundsubstans er et positivt menneske. Så han har haft uvurderlig betydning for dansk håndbold. Han er en fantastisk propaganda for det at være leder i stilhed

Bent Nyegaard

Elskelig, humoristisk, positiv og charmerende

Claus Møller Jakobsen, som i dag er dommer over Lars Jørgensen som håndboldekspert på TV 2 SPORT, kender Lars Jørgensen godt gennem deres fælles fortid i spansk håndbold. Men han blev overrasket dengang i 2001, da Lars Jørgensen – et år senere end Møller Jakobsen selv – skiftede dansk ud med spansk.

- Jeg havde ikke rigtig styr på, hvem ham der Jørgensen, der løb rundt i Virum Sorgenfri, var. Jeg kendte ham ikke rigtig. Men han kom derned og tog både mig og alle med storm. Både fordi han som person er en utrolig elskelig og humoristisk og dejligt menneske. Han er sjov og behagelig, og han sætter altid kolorit, energi og motivation ind de steder, hvor han er.

Bent Nyegaard genkender samme træk ved den altid gemytlige Jørgensen fra Næstved.

- Hans facon gør, at han er vellidt, fordi han som grundsubstans er et positivt menneske. Så han har haft uvurderlig betydning for dansk håndbold. Han er en fantastisk propaganda for det at være leder i stilhed, mener Nyegaard.

- En utrolig positivt og harmonisk person, tilføjer Kasper Nielsen.

- Han har altid vidst, hvad han gerne ville. Han stod ved sine holdninger, men havde altid en smil på, og han var en god mand at have i en trup. Et godt menneske, synes jeg.

16x9
Lars Jørgensen og Joachim Boldsen nyder velfortjent EM-sejren tilbage i 2008 Foto: Claus Fisker / Scanpix

Faktisk har Lars Troels Jørgensen, som den ubehageligt gode forsvarsspiller jo egentlig hedder, også altid taget sin behagelige personlighed med ind på banen. Og det har også virket, fortæller Claus Møller Jakobsen:

- Der er ikke mange i håndboldverdenen, der ikke synes, at Lars Jørgensen er en sympatisk mand. Vi skal ikke glemme, at han er en hård mand på banen. Han er ikke et svin. Han har aldrig været et svin. Men han er meget hård og kontant, og enkelte gange kommer han jo også bag efter. Men han har charmet sig ud af mange udvisninger. Jeg kender ingen som Lars Jørgensen, som lige kan klappe dommeren lidt på skulderen og sige et eller andet. Så står de og griner lidt, og så slipper han. Han er bare en dejlig person, og dommerne holder af ham, selvom de godt ved, at han er hård, siger Claus Møller Jakobsen, som med Ciudad Real faktisk vandt Champions League-finalen over Lars Jørgensen og Portland San Antonio tilbage i 2006.

Spillede med diskusprolaps

Og hård, det var og er han, Jørgensen fra Sydsjælland, som gennem karrieren især har kæmpet med smerter i ryggen, som for godt ti år tilbage var tæt på at sætte en stopper for karrieren, da den ellers var helt på toppen i Spanien.

- Han spillede jo på piller og injektioner, fortæller Claus Møller Jakobsen om tiden i Spanien.

- Han havde en diskusprolaps, og hans ryg var helt smadret. Han havde så ondt i ryggen, at han næsten ikke kunne være nogen steder. Så gik han ind og spillede en håndboldkamp, og så var han helt smadret bag efter. Han er uden sammenligning den vildeste, jeg har oplevet på det punkt.

- Jeg kan huske, at vi havde nogle vigtige kampe i Althea-tiden, hvor Lars havde lidt ondt i sit lår. Så har vi en ung fysioterapeut, der lige skulle forsøge at massere det væk. Og det gjorde sindssygt ondt på Jørgensen. Og det blev ikke bedre. Så blev han scannet dagen efter, og så havde han en otte centimeter lang flænge i lårmusklen. Den kunne altså ikke masseres væk.

En fremragende angrebsspiller - og et klenodie

Anekdoten med flængen i låret bliver leveret med et grin, der afslører, at Claus Møller Jakobsen med stor fornøjelse husker tiden i Spanien i Lars Jørgensens selskab. Og han husker ikke bare en god kammerat. Og heller ikke blot en formidabel forsvarsspiller. Lars Jørgensen var nemlig også – selvom ingen nogensinde taler om det – en god angrebsspiller dengang i starten af 00’erne.

- Det, man nogle gange glemmer, det er, at han var en aldeles fremragende angrebsspiller som venstre back, siger Claus Møller Jacobsen.

- Det snakker man aldrig om. De tre-fire år i Altea spiller han helt forrygende i begge ender af banen. Han lavede mål, assist og var dygtig i alle facetter af spillet. Han var helt forrygende. Vi slog for eksempel Flensborg ud af EHF-Cuppen, og Lars spillede helt vildt og var helt afgørende for, at vi vandt de to kampe.

16x9
Lars Jørgensen i kamp for BM Altea mod THW Kiel Foto: - / Scanpix Danmark

- Han var ikke en skytte fra 11 meter, men han var hurtig og finte- og gennembrudsstæk – selvfølgelig på grund af sin fysiske styrke. Blik for spillet havde han også. Det var ikke en Mikkel Hansen-skytte, men han var rigtig god, når han kom lidt tættere på.

- Da han fik sin diskusprolaps, kunne fysikken så ikke holde til begge ender af banen. Og så satsede han 100 procent på sit forsvarsspil. Men Portland købte ham ikke kun for hans defensive kvaliteter. De købte ham som en dygtig tovejsspiller.

Den del glemmer vi altså oftest at tale om, når snakken falder på Lars Jørgensen. Men selvom det nu snart er slut – også med forsvarsspillet – så kommer vi ikke til helt at glemme ham, slår TV 2 SPORT’s to håndboldeksperter fast.

- Det er en meget stor spiller og en meget stor håndboldpersonlighed, der stopper. Han er en af de allerstørste. Helt på højde med Kasper Hvidt. Det er øverste hylde, vurderer Claus Møller Jakobsen.

- Det er et klenodie i dansk håndbold, konkluderer Bent Nyegaard.