- Den destruktive babyballade i håndbold

KOMMENTAR: Emnet om graviditet i håndbolden er så vigtigt, at den havde fortjent en god, nuanceret debat, for det er virkelig et problem for klubberne

Hvad tænker du dog på, Jan?

Jeg blev sikkert ramt af den samme tanke som de fleste andre, da overskrifterne onsdag fortalte mig, at Jan Pytlick havde forbudt sine spillere i Odense Håndbold at få børn.

Nu kender jeg Jan Pytlick særdeles godt og havde ærlig talt svært ved at genkende ham i de overskrifter.

Jeg har svært ved at tro, at Pytlick har nægtet sine spillere at blive gravide. Det ville være absurd og dumt

Det hjalp, da hans nuancer senere på onsdagen fulgte efter overskrifterne. I stedet for forargelse over Pytlick blev jeg mere irriteret over, at håndboldsporten igen havde fået en larmende balladesag.

Dette emne er så vigtigt, at den havde fortjent en god, nuanceret debat, for det er virkelig et problem for klubberne, trænerne og spillerne.

Nu ender det i stedet i råberi, skrigen og en presset håndboldtræner med halsen liggende i guillotinen, hvor enhver med et klik på musen kan udløse bladets fald mod halsen og Pytlicks omdømme.

Tillad mig at rette en kritik mod Håndbold Spiller Foreningen.

Hvis foreningens normalt fremragende direktør Michael Sahl Hansen virkelig først havde hørt om sagen få minutter før, han satte sig til rette i Kontra-studiet, så var det alt for voldsomt at brage frem med så øredøvende en kritik og påstand uden at have undersøgt sagen grundigt – eventuelt ved at tale med Odense Håndbold om det.

Det var ikke nogen konstruktiv måde at løse en konflikt på. Heller ikke for Michael Sahls egne medlemmer. Nu er en god diskussion parkeret ude på spor 12, og det er i sandhed ikke i medlemmernes interesse.

Nu står vi med en sag, der hverken klæder Håndbold Spiller Foreningen eller Jan Pytlick. Nogen må forklare mig, hvad Michael Sahl har vundet ved sin fremgangsmåde.

Pytlick og alle de andre mandlige håndboldledere må erkende, at det ikke er dem, kvindelige håndboldspillere vælger som sparringspartnere i livets største spørgsmål

Jeg frikender ikke Jan Pytlick. Jeg kan sagtens forestille mig, at han har formuleret sig meget skarpt over for spillertruppen, da Stine Svangaard i mandags præsenterede ham for sæsonens tredje graviditet i Odense Håndbold.

Klubben balancerer på randen af at misse slutspillet. Der er mange skader, og forventningerne til Pytlick er store. Enhver kan regne ud, at han er presset.

Dermed ikke sagt, at man kan sige, hvad man vil til sine spillere. Jeg har svært ved at tro, at Pytlick har nægtet sine spillere at blive gravide. Det ville være absurd og dumt.

Men han åbnede en diskussion om noget fundamentalt her i livet, og da Håndbold Spiller Foreningen satte sig i hans strube, blev det en tabersag for ham. Pytlick har selv tre børn, og selvfølgelig respekterer hans kvinders ret til at få det. Hans problem er, at det er fremstillet anderledes og nu ophævet til fakta hos dem, der ikke har læst videre og sat sig ind i hans nuancer.

Jeg har altid kaldt en graviditet i en håndboldklub for en lykkelig korsbåndsskade. Tidsmæssigt er horisonten nogenlunde den samme

Nu kan jeg snart ikke komme Jan Pytlick mere i møde, for det er altså ikke så nemt ”bare” at udvise ærlighed om sine drømme, når man forhandler kontrakt. Jo, i alle andre af livets forhold. Men lige præcis omkring graviditet sættes alle livets spilleregler ud af kraft. Det er det mest personlige og mest følsomme for en kvinde. Jeg kan godt forstå, at en kvinde med ønsket om et barn ikke vil tale med sin håndboldtræner, sportschef eller bestyrelsesformand om det. Fordi der er så mange komplikationer, frustrationer, bekymringer og ofte også ventetid forbundet med at blive det.

Her må Pytlick og alle de andre mandlige håndboldledere erkende, at det ikke er dem, kvindelige håndboldspillere vælger som sparringspartnere i livets største spørgsmål.

Og så må de forstå, at graviditet ikke altid er et valg på tid. Man kan altså ikke bare trykke på en knap og blive gravid. Ligesom alle andre faggrupper så ved kvindelige håndboldsspillere, at det kan tage lang tid at blive gravid. Nogle dropper af den grund sikkert P-pillerne tidligere, end de reelt ønsker at blive gravide. Og nogle af dem er så blevet overrasket over, at de lynhurtigt er blevet det. Det er helt klart min analyse.

Jeg har altid kaldt en graviditet i en håndboldklub for en lykkelig korsbåndsskade. Tidsmæssigt er horisonten nogenlunde den samme.

Jeg har spillet på et hold i Ikast, hvor vi havde fire store knæskader på samme tid. Vi manglede de holdkammerater lige så meget, som hvis de havde været gravide.

På den korte bane forstår jeg til fulde klubbernes frustration. Men de må prøve at holde fokus på, at der kommer en stærkere spiller tilbage, som måske tilmed forlænger sin karriere. Mentalt er man helt, helt anderledes som mor. Man bliver en bedre håndboldspiller af, at alt ikke står og falder med en god kamp, en dårlig træning eller en hård bemærkning i pressen. En mor er faktisk bedre rustet til elitesport end en holdkammerat uden barn.

Det vælter jo ikke ligefrem med løsninger i dette helt, helt særlige forhold mellem spiller og klub. Mit råd må være, at klubberne laver lønsikring. Altså, at de tegner en forsikring, hvor den fulde løn til en skadet/gravid betales fra.

Mig bekendt er der imidlertid ikke en eneste dansk klub, der har lønsikring. Det er simpelthen for dyrt, og klubberne er nok mere fristet af at bruge de penge på et par spillere.

Jeg stoppede min karriere som 28-årig. Ikke mindst fordi jeg gerne ville have børn. Og det er den bedste beslutning i min karriere. Jeg kom tilbage til ligahåndbold efter at have fået min første datter.

Så det lykkeligste i verden behøver altså ikke at udelukke det næstlykkeligste.