Klavs Bruuns EM-billet blev afvist: - Jeg var selvfølgelig ærgerlig

Klavs Bruun Jørgensen ser en stor fremtid i Mie Højlund, selvom hun i december afviste en plads til EM. ’En fair beslutning’ ifølge landstræneren.

- Mie skal nok nå det, hun skal nå.

Sådan lyder meldingen fra landstræner Klavs Bruun Jørgensen, når TV 2 SPORT spørger til håndboldspilleren Mie Højlunds EM-afbud. 

Tilbage i december ville landstræneren gerne have den 19-årige playmaker med på EM-holdet, men sådan skulle det ikke gå. For Højlund var i gang med det store studieretningsprojekt på handelsskolen, som hun ikke kunne se sig fri for. Den beslutning respekterede landstræneren, der dog prøvede at finde en løsning, så tingene kunne forenes.

- Det, syntes jeg, var helt fair. Jeg var selvfølgelig ærgerlig. Og så er det heller ingen hemmelighed, at jeg jo tilbød hende nogle vilkår, som jeg måske ikke ville tilbyde andre. Det kan være forskelligt fra situation til situation. Nogle gange vil der være spillere, der har brug for andre vilkår, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Nu har landtræneren grebet chancen igen, hvor holdet er samlet i Frankrig for at spille Golden League. Modsat i december takkede Højlund ja til tilbuddet.

Jeg kunne godt mærke på hende, at hun var en lille smule nervøs ved tanken om, at hun ville blive smidt ind i en slutrunde nu.

Klavs Bruun Jørgensen, landstræner

Var det fornuftigt at takke fra dengang, tror du?

- Det vil tiden vise. Det er altid nemt at spille bagklog på sådan nogle punkter. Jeg tror ikke, at hun har taget skade af ikke at være med, og jeg tror heller ikke, hun ville have taget skade af at være med.

Klavs Bruun Jørgensen snakker om Mie Højlund.

Skulle have været med for at lære

Tanken med udtagelsen i december skulle have gavnet Højlund og fremtidens landshold.

- Planen var ikke, at hun skulle ind at være en bærende spiller. Hun skulle have haft en blød slutrunde, hvor hun kunne lære ting og være en del af holdet, fordi jeg ser hende som en vigtig del af fremtiden, siger han.

- I Mies tilfælde synes jeg, det ville være fint at komme med for at lære så meget som muligt.

Den 19-årige playmaker, der til daglig slår sine folder i Randers HK, kan blive en af fremtidens helt store spillere ifølge landstræneren.

- Jeg har på intet tidspunkt lagt skjul på, at jeg synes, at Mie er en spændende spiller. Jeg bryder mig ikke så meget om at sammenligne spillere, men hun minder lidt om en spiller som Lærke Møller, der er meget stærk i mand-mand-spillet og er meget vigtigt for alle hold, og der har Mie nogle af de samme kvaliteter. Dem vil jeg gerne gøre brug af.

Superhårdt at afvise landstræneren

At tastaturet og skoleopgaven skulle vinde over en håndboldslutrunde foran flere tusinde tilskuere i Sverige var på ingen måde en let beslutning at træffe for Højlund.

- Det er jo noget, man altid har trænet op til og en pigedrøm, der går i opfyldelse. Det var superhårdt. Man får sådan lidt ærefrygt, når man står med landstræneren i røret, siger Mie Højlund.

- Der er også et stort pres på til en slutrunde. Det er en tillidserklæring af Klavs, at han tror på mig.

Mie Højlund bliver student til sommer.
Mie Højlund bliver student til sommer. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

At der var bud efter hende fra landstræneren, kom som en overraskelse for playmakeren, og det ville have været hendes største turnering i karrieren.

- Jeg kunne godt mærke på hende, at hun var en lille smule nervøs ved tanken om, at hun ville blive smidt ind i en slutrunde nu, siger Klavs Bruun.

Drømmen om en slutrunde må vente lidt endnu, men ifølge landstræneren skal den dog nok gå i opfyldelse; han har store planer for Højlund på fremtidens landshold.

Hvad er dine planer med hende?

- Det er, at hun skal ind at spille så meget som muligt igen. Hun sad over i går (torsdag mod Frankrig, red.), men nu har hun to kampe til at komme ind. Det her er ikke et spørgsmål om, at hun skal ind at vise, at du skal være en del af det her hold. Det kommer hun til at være uagtet, selvom hun bliver overmatchet. Så hun skal bare i gang.

Mie Højlund skifter til Odense Håndbold til sommer. Udover skiftet bliver hun også student på Randers Realskole.