Kærlighed, patriotisme og Putin: Grigels skifte til det ukendte vendte mareridt til eventyr

16x9
Lotte Grigel. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Mareridt blev til eventyr for Lotte Grigel, der nu forlader Rusland med en god oplevelse for livet.

- Теплый прием, Лотте!

Lotte Grigel

Født: 5. april 1991 i Esbjerg

Klubkarriere:

1997-2008 KVIK Esbjerg

2008-2015 Team Esbjerg

2015-2017 Rostov Don (Rusland)

2017- Debreceni VSC (Ungarn)

Landsholdskarriere:

72 kampe, 112 mål

Debut: 14. oktober 2008 mod Rusland

Ovenstående giver nok næppe megen mening for de fleste danskere. Det gjorde det heller ikke for håndboldspilleren Lotte Grigel, da hun tog til Rusland for at fortsætte karrieren i Rostov Don.

- Sproget er jo en kæmpeudfordring, for der er ikke ret mange, der taler engelsk, siger Grigel selv her knap halvandet år senere.

De er SYGT glade for ham. Virkelig. De kalder ham ikke Putin, de kalder ham Hr. Præsident. Hvis man kommer og siger ”Putin”, bliver man bedt om at kalde ham ”præsident”

Lotte Grigel

Hvor godt taler du russisk?

- Jeg kan forstå en del, men selve udtalen er meget svært og meget anderledes end dansk. Og det er et andet alfabet, så det er svært. Til at starte med var det bare som en slags jungle med vejskilte og alting. For eksempel så jeg et billede af tomater og tænke ”det må være et supermarked”. Det var det så overhovedet ikke. Så i starten var det bare en jungle, fortæller hun med et afsluttende grin.

I klippet over artiklen kan du høre Lotte Grigel fortælle om, hvordan hun i den russiske sprog-jungle blandt andet har fået sig interessante samtaler med ældre, russiske taxachauffører:

Og sproget med et alfabet, der gjorde alting til volapyk for en dengang 24-årig dansker, er et meget rammende billede af, hvad det var for et spring, Lotte Grigel tog, da hun efter stor ståhej forlod sin barndomsklub Team Esbjerg.

Men sætningen, der indledte denne fortælling, betyder ”Hjertelig velkommen, Lotte!” Hvis man da ellers kan stole på Googles oversættelse.

Og det var netop, hvad der mødte Lotte Grigel i efteråret 2015, da hun første gang satte sine fødder på den russiske jord, der skulle blive hendes hjem i cirka halvandet år.

- Det har jo været en sindssyg fantastisk oplevelse at blive lukket ind i så lukket et samfund og se det fra en anden side, end det jeg tidligere har set, siger Lotte Grigel, som nu, en marts-dag i 2017 sidder på et dansk hotel og er hjemme på landsholdstjeneste.

Det samme var hun tilbage i 2015, lige inden hun skulle tiltræde som ny spiller i russiske Rostov. Og hun blev alvorligt skadet i sit ene knæ, kort efter hun havde underskrevet kontrakten med russerne, så det var en nervøs Lotte Grigel, der rejste de cirka 3.000 kilometer mod øst.

- Da jeg kom og var skadet, havde jeg bange anelser for, hvad der skulle ske. På det tidspunkt havde jeg jo ikke noget at tilbyde dem, for jeg kunne jo ikke spille. Men de var bare så søde, og de ville hjælpe med alt. Det var lidt en overraskelse, at de var så søde og bød mig velkommen på den måde.

Forlader Rusland med glæde - i modsætning til barndomsklubben

På den måde kom Lotte Grigel videre med sit håndboldliv, som ellers var endt som et mareridt og gået totalt i stå. Faktisk i hårdknude i efteråret 2015, hvor hun endte i uvenskab med sin træner i Esbjerg, Lars Frederiksen, og dermed forlod sin barndomsklub med et offentligt skænderi og et ualmindeligt følelsesladet smæk med døren.

- Jeg er jo ikke glad for, at situationen endte, som den gjorde i Esbjerg. Men jeg er meget glad for, at jeg endte med at vælge Rusland. Jeg havde en del andre tilbud, som var lige til højrebenet. Som var meget tættere på og meget lettere for min familie, kæreste og venner. Men jeg er så glad for nu, at jeg tog springet og sagde ’Herregud, hvad kan der ske?’ Hvis jeg ikke sagde ja, hvornår ville jeg så ellers få muligheden for at få sådan en oplevelse? Aldrig. Så hvorfor ikke give det skuddet?

Sådan tænker landsholdets playmaker tilbage på beslutningen. Også selvom hun nu – bare et halvt år efter sin debut for Rostov Don, som blev udskudt på grund af førnævnte knæskade – allerede har annonceret, at hun forlader Rusland igen til sommer og rejser videre til Ungarn og Debrecen.

Hvis alt i Rusland er så godt, hvorfor tager du så der fra nu?

- Jeg er meget, meget langt væk hjemme fra. Det har været bagsiden af medaljen. Jeg har været rigtig meget alene derovre. Det er hovedårsagen. Jeg vil gerne tættere på, men alligevel vil jeg gerne blive ude. Nu er jeg bare klar til at sige: ’Det var en fed oplevelse’, i stedet for at det bliver en langtrukken oplevelse. Nu har jeg fået det med der fra, som jeg synes er fantastisk. Jeg er blevet meget bedre til at lytte til min mavefornemmelse, og jeg var ikke i tvivl om, at det skulle være det her.

Har lært meget af disciplinen og patriotismen

Trods det korte besøg, så bliver det et ”До свидания и спасибо” fra Grigel. Hun fastholder nemlig, at det har været positivt at opleve Rusland og russerne, som har lært hende mange ting.

- Jeg har fået sindssygt mange lærepenge med, og jeg tror, om et år eller to, når jeg har fået det lidt på afstand, kommer jeg til at se tilbage på det med endnu større glæde. Jeg har lært vildt meget. Både professionelt ved at spille i en klub, hvor der skal betales ved kasse 1. Du skal virkelig møde op velforberedt til træning og passe dine ting.

Er der hårdere disciplin end i Danmark?

- Ja, det er der helt sikkert. Der bliver bare forventet en helt anden ordenhed. For eksempel vores styrketræning. Der er ingen, der får lov til at gøre noget selv. Alt bliver gjort på samme tidspunkt, og hvis der er noget til vores træning, der ikke sidder, som det skal, så fortsætter vi bare, til den er der.

Går man med fornemmelsen af, at der sidder en eller andet gangster-type et sted og bestemmer tingene?

- Overhovedet ikke. Faktisk slet ikke. For eksempel med deres præsident: De er SYGT glade for ham. Virkelig. De kalder ham ikke Putin, de kalder ham Hr. Præsident. Hvis man kommer og siger ”Putin”, bliver man bedt om at kalde ham ”præsident”. Så de er mega glade for tingene derovre.

Jeg tror, der sidder mange kvinder derhjemme og tænker om deres mænd: ”Hallo, hvorfor forstår du mig ikke??” Så på den måde, synes jeg, det er gået stærkt, at han nu forstår os meget bedre. Og derfor tror jeg også, at vi på banen nu forstår meget bedre, hvad han gerne vil have os til

Lotte Grigel om landstræner Klavs Bruun Jørgensen

Men der er vel stor forskel på folk?

- Ja, der er selvfølgelig skyggesider. Og jeg har jo været heldig at være et sted, hvor folk har det godt. Så min opfattelse har været, at folk bor anderledes og køber anderledes ind og så videre, men de er meget glade for at være der. De veninder, jeg har på holdet, har et helt andet forhold til deres land, end vi har. De har jo billeder af flaget og landskampe og er meget patriotiske. Også dem, der ikke har penge, har en sindssyg stolthed over deres land. For dem er der ikke noget større end Rusland.

- Helt oprigtigt har de opfattelsen af, at det her er det mest fantastiske land i verden. Nogle af mine holdkammerater har haft kontraktudløb, og jeg har spurgt dem, om ikke de kunne tænke sig at prøve noget andet? Men neeeeej, de er egentlig rigtig glade for at være i Rusland. De vokser op med at få at vide, at det her er det bedste land i verden. Og så er det jo det, man tror på. Og så har de bare den selvopfattelse, at alle andre jo godt kan prøve, men ”vi er jo det største land i verden”. Inden hver kamp i den russiske liga synger vi nationalmelodi, og det er bare helt naturligt for dem.

- Jeg synes, det er helt fantastisk, den måde de russiske piger ser på landsholdet. De synes, det er det mest fantastiske overhovedet. Her hjemme er vi mere fokuserede på det håndboldmæssige. Nogle gange kan man godt glemme lidt, hvor stort det egentlig er at være på landsholdet.

Ser du anderledes på dit landshold nu?

- Ja, det er, som om de har fået mig til at indse, hvor stort det er at spille på landsholdet og repræsentere dit land. Det er jo en kæmpeting at få lov til. Så det er en af de ting, jeg virkelig har fået med. De kæmper meget for deres familier også og for at komme ud i Europa og opleve ting. Der har jeg virkelig fået gode lærepenge.

Dansk landshold i god udvikling

De lærepenge, som altså det seneste halvandet års tid er blevet udbetalt i russiske rubler, tager hun nu med hjem til landsholdet. Og som hun sidder der i hotellobbyen i København i en landsholds-træningstrøje, der ikke kan skjule de tydelige krasmærker fra gårsdagens håndboldtræning, er hun selv et tydeligt bevis på, at både hun og det danske landshold har taget ved lære af det, som russerne måske har vidst endnu tidligere: Damehåndboldens er blevet en mere fysisk præget størrelse, end den var tidligere.

- Det er dejligt at komme hjem. Og dejligt at se pigerne igen. Det er fedt at møde ind, og folk forstår, hvad man siger. Så er det lidt lettere at være playmaker. Jeg har glædet mig, svarer hun på første spørgsmål om landsholdet, som lige nu spiller Goden League mod netop Rusland, Frankrig og Norge.

Og så kommer snakken om den udvikling, hun og landsholdet har været ind i, siden Klavs Bruun Jørgensen tog over som træner for damelandsholdet for cirka to år siden.

- Jeg synes, vi har været inde i en stærk udvikling. Vi står stærkt, og vi har rykket os helt vildt meget. Hvert fald det seneste års tid. Det er kommet mere hårdhed ind over mange af pigerne. Måden, man dækker op på, går til kamp på og ser på modstanderne på. Det er vi blevet mere ’tough’.

Fysisk og mentalt?

- Ja, men jeg tror, at det mentale kommer af det fysiske. Jeg tror, det smitter af på det mentale.

Er det, fordi I træner hårdere?

- Vi træner anderledes. Der bliver gået til den i styrkerummet med det tunge. Jeg tror, vi prioriterer det lidt højere. Og det har båret frugt indtil videre. Det er jo en nederen diskussion. For vi har jo altid trænet hårdt. Det er så fejlagtigt at sige, at de ikke har trænet nok. Vi har altid trænet sygt meget. Men der er sket et skifte i måden, vi træner på. Det er blevet lidt mere råt og hårdt. Jeg tror, vi er kommet til den erkendelse, at fysikken bare er – måske 70 procent af spillet.

Er det ikke røvkedeligt at styrketræne?

- Mega kedeligt. Jeg hader at styrketræne. Vi er jo boldspillere alle sammen. Og jeg elsker det der med, at der sker noget, og man skal tænke. I styrkerummet skal man bare klikke af og bare gøre tingene. Det er supernederen og superkedeligt. Så for mig er det en kæmpeudfordring. Men når man finder ud af, at det betyder meget inde på banen, er det lidt mere udholdeligt.

Hvad er der sket med Klavs Bruun Jørgensen, siden han startede som landstræner?

- Jeg tror virkelig, han har fundet ud af, at vi er skruet anderledes sammen, end mænd er. Måden, han tackler os på, har ændret sig rigtig meget. Og jeg vil sige, at det er ret flot, at han så hurtigt har kunnet navigere rundt i, hvordan vi opfatter de ting, han kommer med. Jeg tror, der sidder mange kvinder derhjemme og tænker om deres mænd: ”Hallo, hvorfor forstår du mig ikke??” Så på den måde, synes jeg, det er gået stærkt, at han nu forstår os meget bedre. Og derfor tror jeg også, at vi på banen nu forstår meget bedre, hvad han gerne vil have os til.

- Jeg synes, vi er på vej. Vi har fundet retningen, og vi starter ikke længere fra nul, hver gang vi møder ind. Vi bygger på, og det er det allervigtigste. At der ikke hver gang er et eller andet bøvl, og så skal vi starte fra nul. Så kommer man aldrig rigtig videre.

Er der mindre fnidder-fnadder nu?

- Der er ikke rigtig noget fnidder-fnadder. Jeg synes, folk er gode til at sige det, hvis der er noget, man er utilfreds med. Og så lytter lederne.

Altså mindre fnidder-fnadder end tidligere?

- Nu har jeg jo faktisk ikke været med til så mange mesterskaber, men tingene er før blevet kørt meget hurtigt op, fordi der måske ikke er blevet kommunikeret. Så tingene er blevet kørt op, fordi der ikke lige har været en samtale undervejs. Nu åbner folk munden, hvis der er noget, de synes er forkert. Og så finder vi ud af det. Det er et spørgsmål om, at holdet bliver modnet sammen. Det er ikke enkeltpersoner, der stikker ud der. Det er jo en holdsport. Det er holdet, der skal modnes sammen, og det er vi på vej til at blive.

- Jeg tror, man kan sige, at Klavs egentlig har åbnet vores øjne lidt. Han har fået os til at indse, hvad det egentlig er, vi er her for. Hvad det er, vi vil. Det, synes jeg, vi som hold har lært rigtig meget af.

Skal I vinde en guldmedalje, eller hvor er I på vej hen?

- Ja, det skal vi jo i sidste ende. Men jeg synes, det er fedt, at vi har fokus på nogle andre ting inden da. Man skal lige som stå klar, inden man kan sige, hvad målet er. Så lige nu arbejde vi hen imod at stå klar til at kunne sige ”Nu går vi efter guldet”.

Hvor er du lige nu i din karriere?

- Jeg er et rigtig godt sted. Jeg er blevet modnet rigtig meget de seneste to-tre år. Jeg har lært at tackle forskellige situationer, så lige nu synes jeg, at jeg er et fedt sted i min karriere, hvor jeg stadig er ung, men samtidig har meget erfaring at trække på. Jeg er 26 til april, og jeg har snart været med i et årti.

Har du det bedste til gode?

- Det håber jeg da. Det ved jeg jo ikke, men det håber jeg.

Er det din fornemmelse, at du ikke har toppet endnu?

- Ja, jeg har jo haft nogle alvorlige skader og har skullet starte forfra mange gange, så det håber jeg, at jeg kan få styr på. Og det er jeg faktisk allerede på vej til, synes jeg.