Klavs Bruun gav spillerne en skideballe: - Underligt hvis man ikke fik en

Den danske landstræner var ikke tilfreds med måden, som holdet tabte på til Norge i Golden League.

Tre nederlag. I tre kampe.

Det er facit for det danske kvindelandshold i håndbold efter den netop overståede Golden League-turnering.

I sidste kamp blev det til et sviende nederlag på 31-23 til Norge, som gjorde rent bord i turneringen med tre sejre.

Den danske landstræner, Klavs Bruun Jørgensen, valgte efterfølgende at give en 'velfortjent skideballe', som Lotte Grigel udtrykte det efter kampen.

- Jeg synes, han satte tingene rigtig godt op for os og viste, hvad der skal til på det her niveau. Mange af de ting, han sagde, var berettiget, sagde Grigel til TV 2 SPORT efter kampen, inden hun fik lov til at uddybe:

- Det har man altid brug for som hold, når man har tabt tre kampe. Det vil være underligt, hvis man ikke fik en.

Grigel bakkes op af sin landsholdskollega Sarah Iversen.

- Jeg synes, det er fair nok. Vi laver nogle dumme fejl og det er meningen, at vi skal formindske fejlene, jo mere vi træner. Nogle gange er det meget sundt at blive rusket op, og det blev vi. Det er fint med mig.

Landstræneren var tilfreds med første halvleg, men det, der irriterede ham, var primært, at hans spillere begik simple fejl.

- Det handler ikke om, at folk ikke ved, hvad de skal køre. Det er mere, at afleveringerne eksempelvis sidder skævt. Det har hængt lidt fast gennem hele turneringen.

- Det nytter heller ikke noget, at vi starter et par skridt under (niveau red.) og derefter skal arbejde os op. Der er vi nødt til at finde et højere niveau fra start, lød den kontante besked fra Klavs Bruun Jørgensen.