Tophold fik fire røde kort med vilje: - Det er moralsk forkasteligt

Det norske tophold Elverum trak bevidst fire røde kort for at sende spillerne i karantæne. En handling, der nu kritiseres kraftigt fra flere sider.

Videokreditering: Handballtv.com

Det suveræne tophold i Norge, Elverum Håndbold, er kommet i strid modvind, efter holdets træner, Michael Apelgren, har indrømmet, at fire spillere bevidst fik rødt kort i søndagens ligakamp mod Lillestrøm.

Hjemmeholdet vandt godt nok kampen 30-22, men forklaringen på de røde kort skal findes i regelsættet i Norge, hvor to røde kort i sæsonen giver én spilledags karantæne.

Jeg bliver forarget, og jeg bliver trist. Det er så meget imod spillets idé og moral (...)

Bent Nyegaard, håndboldekspert, TV 2 SPORT

Elverum havde allerede vundet grundspillet, og spillerne Erik Toft, Petter Øverby, Kristian Bliznac og Tine Poklar havde i forvejen et rødt kort "i banken". Deres fire røde kort i næstsidste ligakamp betyder, at de nu kan sidde "gratis" over i sidste ligegyldige grundspilskamp mod Halden.

- Jeg indrømmer, at vi spillede efter at få røde kort til præcis de fire spillere. De havde et rødt kort fra tidligere, og nu sidder de ude mod Halden, og så er de tilbage i slutspillet, hvor vi har brug for dem. Man skal sidde over for hvert andet røde kort, man får, og så valgte jeg at løse det på denne måde, sagde Elverums træner Michael Apelgren efter kampen ifølge avisen Østlendingen.

Trænerkollega harcelerer mod Elverum

Sagen har vakt opsigt i Norge, hvor en af Elverums konkurrenter i toppen af ligaen langer kraftigt ud efter måden at agere på.

- Jeg reagerer voldsomt på det, fordi der er nogle uskrevne regler i håndboldens kerneværdier, som man må følge. Det, de har gjort, er langt under det, som norsk håndbold står for, og det er moralsk forkasteligt, siger Haslums træner Tom-Eirik Skarpsno til TV 2 Norge.

Han påpeger samtidig, at det kan få direkte indflydelse på kampen om nedrykning, hvor Lillestrøm, som Elverum spillede mod søndag, er i direkte duel mod Halden, som Elverum altså skal møde i sidste runde - uden de fire spillere.

Nyegaard: - Jeg bliver forarget og trist

Det er en situation, der aldrig kunne opstå i Danmark, da reglerne omkring røde kort ikke fungerer på samme måde. Herhjemme kan dommerne i stedet give det blå kort, hvis de mener, en handling er grov nok til muligvis at give yderligere karantæne.

Situationen fra Norge skuffer da også TV 2 SPORTs mangeårige håndboldekspert Bent Nyegaard:

- Jeg bliver forarget, og jeg bliver trist. Det er så meget imod spillets idé og moral. Jeg håber, at man i Norge gør noget ved det, for når du forbryder dig imod spillets idégrundlag, moral og etik, så har vi alle sammen et problem. Det er ikke bare i Norge, det er håndbolden generelt, siger Bent Nyegaard.

Mandag formiddag oplyser Det Norske Håndboldforbund i en pressemeddelelse, at de ser alvorligt på påstanden om, at Elverum trak fire røde kort med vilje.

- Vi vil tage kontakt til Elverum og de øvrige parter fra gårsdagens kamp og undersøge forholdene, inden vi afgør, hvordan sagen skal behandles, skriver forbundet.

Hvis han ikke har forstået mere af, hvad han har gang i, så er han ikke værdig til at sidde på den trænerpost

Bent Nyegaard, håndboldekspert, TV 2 SPORT

Klubben nægter at tro, det var med vilje

Dermed skal der altså kigges nærmere på de fire røde kort, som træner Michael Apelgren gav udtryk for, at Elverum fik med vilje. Der er bare lige den detalje, at ledelsen i Elverum ikke tror på, at deres eget hold bevidst fik fire røde kort.

- Det kan jeg ikke forstå. Nu har jeg ikke fået snakket med Michael (Apelgren, red.). Men ud fra det kendskab jeg har til sagen, så virker det helt usandsynligt, siger den daglige leder Erik Henriksen til NRK og uddyber.

- Hvis det skulle være tilfældet, så er det kynisk. Jeg tror ikke på, at det er tilfældet. Det er helt ubegribeligt for mig, siger Henriksen.

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard forventer da også, at der bliver taget en alvorlig samtale imellem ledelsen og træneren.

- Jeg håber, at klubben stille og roligt tager ham ind til en samtale og får fortalt ham, hvordan etik og moral bør være. Hvis han ovenikøbet vil forsvare de røde kort, så vil jeg håbe, at Elverum træffer de rigtige beslutninger.

- Hele verden er kynisk, men hvis han ikke har forstået mere af, hvad han har gang i, så er han ikke værdig til at sidde på den trænerpost.