KIF-profil skifter med øjeblikkelig virkning til FC Barcelona

16x9
Antonio Garcia rygtes nu på vej til Barcelona. Foto: Palle Peter Skov / Scanpix Denmark

Antonio Garcia skifter med øjeblikkelig virkning til FC Barcelona, hvor spanieren skal agere som afløser for skadede Lasse Andersson.

Den spanske håndboldstjerne Antonio Garcia har spillet sin sidste kamp for kriseramte og økonomisk plagede KIF Kolding København. 

JydskeVestkysten skrev mandag, at den 33-årige venstre back mandag var rejst til Barcelona for at forhandle et øjeblikkeligt skifte til det spanske storklub på plads. En oplysning som flere kilder i KIF Kolding København siden bekræftede over for TV 2 SPORT.

Tirsdag har klubberne så officielt bekræftet, at skiftet er en realitet.

- Det er en kæmpe mulighed for Antonio at komme til én af verdens bedste hold, og jeg er ikke i tvivl om, at han vil falde godt til, og gøre en god figur i den spanske liga. Vi har været utroligt glade for, at have en spiller som ham i truppen, og med hans erfaring vil han gøre en god figur på de fleste hold i verden, udtaler sportschef Lasse Boesen til KIF's hjemmeside.

I Barcelona er Antonio Garcia udset til at erstatte danske Lasse Andersson, der er ude det næste halve år, efter hans korsbånd blev beskadiget i en Champions League-kamp i forrige weekend. 

Antonio Garcia har haft en svær sæson i KIF, efter han kom til Danmark i sommer fra ungarske Pick Szeged. Samtidig har spanieren ligesom flere af holdkammeraterne haft klubbens dårlige økonomi at spekulere på, når det ikke har handlet om harpiks og hopskud. 

For en uge siden fortalte spanieren selv til TV 2 SPORT, at han mangler at få tre måneders løn fra KIF. Derfor kan Barcelona nu hente ham kvit og frit hjem til Spanien uden at betale KIF en overgangssum, selv om Garcias kontrakt i KIF først udløber i 2019. 

Til gengæld sparer KIF spanierens løn i resten af kontraktperioden og kan koncentrere sig om at finde de penge, som klubben skylder resten af spillertruppen og trænerteamet. 

Antonio Garcia har desuden andre grunde end kun de sportslige og økonomiske for at sige ja til Barcelona. Han har nemlig også en lille søn, der i forvejen bor i byen.

KIF Kolding København vandt søndag med 23-17 over oprykkerne fra Randers og har stadig gode muligheder for at nå slutspillet. Onsdag aften møder KIF topholdet Aalborg på udebane - en kamp, du kan se direkte på TV 2 SPORT.