Pytlick følte intet pres: Vi er ingen folk og kan ikke træne

Odense Håndbold er ekstremt presset på mandskab, men ikke desto mindre vandt Jan Pytlicks hold første DM-kvartfinale over Viborg.

Sæsonen igennem er truppen i Odense Håndbold blevet decimeret.

En efter en er spillerne faldet fra med skader, og så er tre spillere blevet gravide. Facit er, at Jan Pytlick til den første DM-kvartfinale mod Viborg onsdag aften havde ti markspillere og to målvogtere til rådighed.

Når man har nogle folk, der falder ud, så rykker man meget tæt sammen

Jan Pytlick, cheftræner i Odense Håndbold

Men den smalle og skrøbelige trup overraskede og slog Viborg på udebane med 28-26.

- Jeg er glad over, at vi har vundet, men lettet? Jeg har ikke været presset på noget tidspunkt, men man er glad over, man har vundet. Det er et rigtig svært sted at spille, og jeg synes faktisk, vi langt hen ad vejen spiller en rigtig fin kamp.

Var I slet ikke pressede inden den her kamp?

- Nej, det var vi ikke. Det er meget mærkeligt, for vi er ingen folk, og vi kan ikke træne, men pigerne tror rigtig, rigtig meget på, at vi kan vinde de kampe her, og det betyder alt. Jeg tror selvfølgelig også på det, men det der med, at man har en indre tro på, at selvom vi mangler nogle folk, så har de troen på det, siger Jan Pytlick til TV 2 SPORT.

Viborg sluttede på tredjepladsen i grundspillet og kunne derfor selv vælge sin kvartfinalemodstander. Her faldt valget altså på Odense, der i sidste spillerunde - med en sejr over netop Odense - sikrede sig sjettepladsen i ligaen og dermed en plads i slutspillet.

Viborg var favorit til at sikre sig en plads i semifinalen, men mandefaldet i Odense har været med til at styrke holdet på andre måder, mener Pytlick.

- Det, der sker, når man har nogle folk, der falder ud, så rykker man meget tæt sammen, og man ved, man har begrænsede ressourcer. Så begynder man at spille ud fra det. Spillerne er meget bevidste om, hvornår man skal løbe og ikke løbe. Jeg synes, de har været gode til at tage tingene med ind på banen og været skarpe på det, holdet har snakket om.

Med sejren i Viborg har Odense Håndbold matchbold på hjemmebane næste onsdag. Der spilles bedst af tre kampe, så uafgjort er nok for Odense.

- Et eller andet sted er vi favoritter, og det må vi leve med. Når man har vundet og spiller hjemme, er det sådan, og det tror jeg også, holdet er klar på at tackle. Slår alle til, når vi har så få folk, og kan vi bruge ressourcerne rigtig, tror jeg også på, vi kan slå Viborg på onsdag.

Har I mentaliteten til at være favoritter?

- Det, synes jeg, vi har haft udfordringer med tidligere. I første halvdel af sæsonen vandt vi de kampe, vi skulle - i anden halvdel knap så meget. Men det er egentlig kommet igen i de sidste fem, seks kampe, siger Jan Pytlick til TV 2 SPORT.

Næste DM-kvartfinale spilles onsdag den 12. april klokken 20:30 og kan ses på TV 2 SPORT.