Trods interesse: Agent afviser rygter om Jannick Green

16x9
Jannick Green har kontrakt i tyske Magdeburg til sommeren 2018. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

- Der er ingen kontakt og ingen forhandlinger, siger landsholdskeeperens agent til spekulationer om et klubskifte.

Jannick Green er ikke i nærheden af tæt på at skifte fra sin tyske bundesligaklub Magdeburg til danskerkolonien i Flensburg-Handewitt.

Det fastslår den danske landsholdskeepers agent, efter den tyske tv-stadion SKY i weekenden fortalte en historie om, at Green skifter til Flensburg-Handewitt i sommeren 2018. 

- Flensburg har vist interesse for Jannick, men der er ikke mere i det end det, fastslår agent Peter K. Bertelsen over for TV 2 SPORT. 

Flensburg har lige nu svenske Mathias Andersson og danske Kevin Møller på mål, men deres kontrakter udløber begge i 2018. TV 2 SPORT har tidligere fortalt, at Kevin Møller forlader Flensburg efter næste sæson og skifter til Barcelona. Samtidig runder Mathias Andersson 40 år og nærmer sig - formentlig - sidste holdbarhedsdato i et håndboldmål på højeste niveau. 

Derfor er Flensburg-Handewitt naturligt nok i gang med at undersøge markedet for keepere, der er ledige fra sommeren 2018, og én af dem er Jannick Green. Men der er ingen forhandlinger mellem Jannick Green og Flensburg, fastslår agenten. 

- Der er ingen kontakt og ingen forhandlinger, og Jannick er ikke på vej til Flensburg, siger Peter K. Bertelsen til TV 2 SPORT. 

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Jannick Green, der kom til Magdeburg i 2014 fra Bjerringbro-Silkeborg.