Slidt Daniel Svensson stopper karrieren og bliver ekspert på tv

16x9
Daniel Svensson er kræftfri, men er ikke erklæret rask endnu. Det kan han først blive efter fem år med kontroller. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Daniel Svensson stopper håndboldkarrieren til sommer efter 17 år som professionel. Nu skal han hjælpe børn - og lave tv.

Håndboldhjertet er stadig lige stort, men resten af Daniel Svenssons 35-årige, hårdt prøvede krop kan ikke følge med mere. 

Efter 17 år som professionel håndboldspiller har Skjern-spilleren besluttet sig for, at denne sæson bliver hans sidste som aktiv på banen.

Selv om han i dag er erklæret kræftfri efter to hårde forløb med lymfekræft på tre år, har sygdomsforløbet tæret så hårdt på kroppen, at han har valgt at stoppe. 

- Jeg er kommet til den erkendelse, at jeg har svært ved at være den håndboldspiller, jeg rigtig gerne vil være, og føler, at jeg må gå på kompromis med mig selv. Så jeg synes, tiden er kommet til at stoppe, siger Daniel Svensson til TV 2 SPORT.

- Mine lunger og mine organer har haft rigtig svært ved at følge med i det med at være så elitemindet og skulle træne hver dag. Min restitutionsfase er blevet meget længere, og jeg føler ikke, jeg kan yde det samme, som jeg kunne før - og jeg vil bare ikke ende som et ringvrag, der står på sidelinjen og ikke kan gøre det, jeg engang kunne. Så jeg føler, jeg bliver nødt til at trække stikket nu, forklarer Svensson. 

Han har været fire sæsoner i Skjern, der tilbød ham en kontrakt tilbage i 2013, selv om han på det tidspunkt allerede var blevet ramt af kræft. Til sommer siger han så farvel til Skjern - men ikke farvel til sporten. Daniel Svensson skal nemlig være håndboldekspert på TV 2 SPORT og blandt andet kommenterer kampe fra den danske herreliga.

- Håndbold er det, der har fyldt allermest i mit liv nogensinde. Jeg startede som firårig, har været professionel i 17 år, og jeg elsker sporten. Og at få lov at blive en del af det fede team, der er inde hos TV 2, og kommentere håndbold er lidt af en drøm, siger Daniel Svensson. 

Udover ekspertjobbet skal Daniel Svensson også være direktør i en fond, der hjælper børn i nød. 

Det store overblik: Sådan skifter klubberne ud til den kommende sæson