Engang drømte stjernerne om Danmark - nu søger de væk

Profiler forlader den danske liga til fordel for østeuropæiske klubber. Ifølge spiller og ekspert er det et spørgsmål om penge og ambitioner.

Nederst kan du få overblikket over, hvem der i år forlader den danske liga til fordel for østeuropæiske klubber.

Engang var den danske liga stedet for de største kvindelige håndboldspillere, hvor navne som Bojana Popovic og Cecilie Leganger vandt Champions League-titler for danske klubber.

Sådan er det ikke længere; nu søger profilerne i stedet mod Østeuropa. Den seneste i rækken er Nathalie Hagman. Hun stopper i Nykøbing Falster efter denne sæson, og ifølge TV 2 SPORTs oplysninger skifter hun til den rumænske storklub CSM Bucuresti. De forsvarende Champions League-vindere - og netop dén turnering har stor betydning, fortæller en tidligere udlandseventyrer.

- Alle de unge spillere havde engang en drøm om at spille i Danmark en dag. Den har de ikke mere, for de ved godt nu, at hvis de skal vinde Champions League, så skal de ikke til Danmark, siger Camilla Dalby til TV 2 SPORT. 

I 2013 skiftede hun til den montenegrinske storklub ŽRK Budućnost, der året inden havde vundet Champions League.

Seneste ligaprofil, der tager skiftet østpå, er ifølge TV 2 SPORTs oplysninger Nathalie Hagman. Hun bytter Nykøbing Falster ud med CSM Bucuresti og er blot én af syv fra den danske liga, der i år tager turen, som Dalby gjorde det i 2013.

Hånden på hjertet, så var det sjovere dengang

Camilla Dalby, Randers HK

Hvorfor tog du til Buducnost?

- Hvis jeg skulle prøve at vinde Champions League, skulle jeg ud. Sådan som ligaen udviklede sig, syntes jeg ikke, at der var udsigt til, at det var i Danmark, man kunne vinde det, siger Dalby.

I 2015 vandt bagspilleren således den største europæiske klubturnering, og herefter tog hun tilbage til Danmark og de trygge rammer i Randers. Hun mindes stadig den konkurrenceprægede tid i Montenegro.

Dalbys Buducnost fejrer Champions League-titlen i 2015.
Dalbys Buducnost fejrer Champions League-titlen i 2015. Foto: ATTILA KISBENEDEK / Scanpix Denmark

- Der er en anden mentalitet dernede omkring det hele. Selv til træning og fodboldkampene under opvarmning gik de 100 procent efter at vinde. De kunne ikke lige sige 'nåh pyt'. Det ord findes ikke dernede.

Pengene tæller

Udover ambitionerne om store trofæer er der også en anden gulerod ved et skifte: pengene. Ifølge TV 2 SPORTs håndboldekspert er det her, der er sket den største udvikling.

- For mig at se ligger det altafgørende i den økonomiske forskel. De bedste spillere søger væk, fordi der er bedre økonomiske rammer og derfor sportslige rammer. Dengang Viborg og Slagelse spillede med i toppen, var det økonomisk attraktive klubber. Det er de danske klubber ikke længere i samme grad, siger håndboldekspert Trine Nielsen.

Når man ikke kan spille med de økonomiske muskler, skal fokus ifølge hende ligge andetsteds.

- Vi holder på og tiltrækker dygtige spillere i Danmark, selv de måske kunne få større lønninger andre steder. Det er det, vi skal bestræbe os på at fortsætte med. Vi har samlet set en stærk liga med mange gode hold. Vores mellemhold er bedre, end de er i de øvrige ligaer. På den måde er vi konkurrencedygtige.

Den analyse er Camilla Dalby enig i.

- I dag har vi har rigtig meget spillermateriale i den danske liga, men mangler måske bare de der topspillere. Men så synes jeg til gengæld, at ligaen har fået så meget mere kant af, at alle kan slå hinanden, siger hun og fastslår, at hun fortsat ser den danske liga som værende attraktiv.

- Top og bund er kommet lidt tættere, og det, synes jeg, er mega spændende.

Mens de danske hold slår hinanden på kryds og tværs i den danske liga, er kampene i Champions League sværere at vinde. I 2014 er seneste gang, et dansk hold har været blandt de sidste fire, hvor FCM røg ud i semifinalen. I år er midtjyderne nået til kvartfinalen, hvor de skal prøve at hente to mål i returkampen mod Vardar Skopje.

Senest et dansk hold vandt Champions League, var i 2010, hvor Viborg HK tog sin anden titel i streg.

- Hånden på hjertet, så var det sjovere dengang. Det altid sjovere, når man vinder en masse ting. Og det gjorde vi (den danske liga, red.) jo før. Jeg synes stadig, håndbold er sjovt, men det de fedeste kampe er da i Champions League. Og jeg tror da, at det er samtlige spilleres drøm at få lov til at spille på det blå gulv. Så det er sjovere, når man spiller de helt store kampe, fordi der bare er federe stemning. Og med Champions League-melodien inden… Det gør bare et eller andet, siger Dalby.

Den danske liga sender to hold i Champions League.

Få overblikket: Fra Primo Tours Ligaen til Østeuropa i 2017