Topdommere overrasket over testresultater: - Vi ser ting, vi aldrig ville have set

16x9
Dommerparret Mads Hansen (tv.) og Martin Gjeding (th.) inden kampen. Foto: TV 2 SPORT / .

Dommerne i SportsLabs forsøg er imponeret over, hvor mange situationer de kan blive i tvivl om, når de ser dem fra deres egen synsvinkel - igen.

Det er ikke hver dag, at du får lov til at genopleve noget med dine egne øjne. Især ikke som håndbolddommer, hvor du på et splitsekund skal træffe den rigtige beslutning og måske godt kunne ønske lige at se det hele én gang til.

Men den mulighed fik de to topdommere Mads Hansen og Martin Gjeding, der i SportsLabs tjeneste ofrede lidt af deres udseende og spændte et kamera i panden under hele herreligakampen mellem Århus og Skanderborg tidligere på sæsonen.

- Jeg kan genkende rigtig, rigtig af mange tingene, og det er præcis, som jeg husker det.

- Det er jo virkelig, som vi ser det. Jeg er helt vildt overrasket over, hvor godt det fungerer, siger Martin Gjeding, mens Mads Hansen morer sig over makkerens gestikulationer til en af spillerne på banen.

- Det er monster fede billeder, det her. Det er det virkelig. Det fungerer bare mega godt.

- Det fungerer jo bare så meget bedre, end hvis de havde siddet her. Vi havde jo aldrig fået de rigtige vinkler med, siger Mads Hansen og peger på brystet.

Så ting, de aldrig ville have set

Foran sig på en skærm har de to rutinerede dommere optagelserne fra de to Go Pro-kameraer, de to havde monteret i panden, og det betyder, at vinklen er stort set den samme, som dommerne havde i kampens hede.

Derfor er det heller ikke en vinkel, de normalt har adgang til, når de efterfølgende ser kampene igennem på film, og derfor overrasker resultatet af forsøget også de to dommere, da SportsLab efterfølgende giver dem muligheden for at se situationerne igennem igen. 

- Det bliver jo ekstraordinært af, at vi får de her vinkler. Der har været flere af de situationer, som vi har set i dag, som vi ikke havde set, hvis vi kun havde set tv-transmissionen.

- Vi har haft nogle eksempler, hvor vi kan se, at vi har bragt os selv i en situation, hvor vi kan se de ting, der sker, men af en eller anden grund ikke vælger at se det. 

Nogen siger, at vi kun er i stand til at være opmærksomme på syv ting ad gangen, og der er jo mere end syv spillere, så bare det at have opmærksomhed på alle spillerne er umuligt i det spil.

Hjerneforsker Troels W. Kjær

- Det, man også nogle gange skal holde sig for øje, er, at en ting er reaktionstid, noget andet er, hvad øjnene ser, og hvad hjernen omdanner det til. Det er jo det, der er spændende. Det kan jo godt være, at Martin ser det her, men han når rent faktisk ikke at reagere på, hvad det er der sker, siger Mads Hansen.

Forklaringen skal findes i hjernen

Det kan der dog være en rigtig god grund til. Med i forsøget var også professor og overlæge på Roskilde Sygehus, Troels W. Kjær, der har specialiseret sig i forskning om, hvordan hjernen stimuleres og fungerer i praksis.

Her har han blandt andet haft fokus på hukommelse, koncentration og overblik, som alle er færdigheder, håndbolddommerne skal mestre, og særligt hjernens forhold til sidstnævne kan have betydning for, hvorfor de to dommere oplever, at de efterfølgende kan se spillet fra samme vinkel og undre sig over, hvorfor de ikke traf en anderledes afgørelse på banen første gang.

- Der er jo selvfølgelig et synsindtryk. Og de indtryk skal bearbejdes. I hjernen er det sådan, at synsindtryk kommer ind her bag i hjernen og spreder sig i to retninger. Hvad er det, der sker, og hvor er det, det sker. Så rigtig mange dele af hjernen er faktisk involveret i bare det at se. Og så er der jo alt muligt andet, der kommer ind med at huske, forholde sig til hvad reglerne er, hvad der er sket tidligere osv., forklarer Troels W. Kjær.

Faktisk er der en endnu mere præcis forklaring på, hvorfor man som dommer nemt kan overse ting.

- Det er sådan, at vores hjerne den bliver bombarderet med milliarder af indtryk hvert sekund. Og det kan vi ikke bearbejde overhovedet. Så vi har et filter, der hedder opmærksomhed. Opmærksomhed er ligesom lygten i en mørk skov. Den lyser på det vi lige er opmærksomme på, og når vi som dommere står og skal se på et spil, så skal vi altså finde ud af, hvor det interessante sker og have fokus og opmærksomheden på det.

Vi fik blandt andet nogle kommentarer om, at vi lignede irske minearbejdere.

Martin Gjeding

- Nogen siger, at vi kun er i stand til at være opmærksomme på syv ting ad gangen, og der er jo mere end syv spillere, så bare det at have opmærksomhed på alle spillerne er umuligt i det spil. Og så kommer alt det andet med bolden og bevægelser og tilskuere og sådan noget, som hurtigt kan distrahere en.

Hjerneforsker Troels W. Kjær forklarer, hvad dommernes hjerne skal kunne præstere.
Hjerneforsker Troels W. Kjær forklarer, hvad dommernes hjerne skal kunne præstere. Foto: TV 2 SPORT / .

Finder flere fejl

Kampen, hvor SportsLab fulgte de to dommere, blev dog ikke så intens, som håndboldkampe ellers nemt kan være. Hjemmeholdet Århus Håndbold vandt kampen sikkert 35-25, men selvom det måske har gjort kampen nemmere at dømme, så er de to dommere stadig overraskede over, hvor mange situationer, der faktisk kan opstå tvivl om efterfølgende.

- Nu har vi jo fundet måske 3-4 fejl mere ved at se 25 klip igennem, som vi ikke havde set i kampen.

Vi er sådan set ligeglade med, hvordan vi ser ud, hvis vi kan få lov til at træffe de rigtige afgørelser.

Martin Gjeding

- Vi har måttet konstatere efter at have set materialet, at der er mange flere situationer – fløjsituationer, stregsituationer, situationer oppe ad banen - som godt kan give anledning til diskussion, siger Mads Hansen.

Derfor vil han og makkeren, Martin Gjeding, nu lære af de ting, de har set på de unikke point-of-view-optagelser og bruge dem som analyseredskab til at blive endnu bedre.

- Det handler om at veksle vores gode placeringer på banen til de rigtige afgørelser. I mange af klippene har vi den rigtige placering, og det kan vi se qua den vinkel her, som viser det, vores øjne har set. Men vi omdanner det ikke til altid at træffe den rigtige afgørelse, og det synes jeg er super interessant.

Kamera i panden kunne give en ekstra dimension

Selvom det ikke gik ubemærket hen, at dommerne havde det lidt særprægede udstyr i panden under en ligakamp, så er det alligevel de positive aspekter af forsøget, de to dommere tager med videre.

Faktisk har det for de to dommere, der blandt dømte herrernes VM-finale tidligere i år og sammen passet fløjten i mere end 2000 kampe i både Danmark og på internationalt topniveau, været inspiration til at blive endnu bedre. 

- Jeg tror ikke, at vi er på vej ned ad en vej, der siger vi skal have kamera i panden hver gang, men jeg må bare sige, at jeg synes materialet er overvejende positiv, siger Mads Hansen.

Og hverken ham eller makkeren Martin Gjeding vil udelukke, at andre kunne få gavn af den unikke vinkel.

- Man kunne godt forestille sig, at det kunne blive et yderligere supplement til det vi kalder video-proof, som vi kender det i dag fra store mesterskaber. Så der er absolut en mulighed. Vi er sådan set ligeglade med, hvordan vi ser ud, hvis vi kan få lov til at træffe de rigtige afgørelser.

Mads Hansen (tv.) og Martin Gjeding (th.) ser optagelserne igennem.
Mads Hansen (tv.) og Martin Gjeding (th.) ser optagelserne igennem. Foto: TV 2 SPORT / .

Alligevel skal man som håndboldseer dog ikke regne med, at kamera i panden bliver en fast del af hverken dommeruniformen eller tv-transmissionerne lige foreløbig.

- Der skal du nok spørge nogle andre end os. Det er klart, at nogen tænker på image, og vi fik blandt andet nogle kommentarer om, at vi lignede irske minearbejdere og sådan noget, men vi ville ikke føle, det var generende. Vi ville begynde at tænke, det var en del af vores udstyr, siger Martin Gjeding, der bakkes op af makkeren.

- Og de her kameravinkler er jo trods alt kameravinkler, der ikke er mulige at opnå på andre måder end fra os dommere, så på den måde ville det absolut give en ekstra dimension og måske bringe endnu mere retfærdighed ind i spillet.

Test dig selv som håndbolddommer