Magnus Landin er på vej ud af brormands skygge: - Han bliver et kæmpe aktiv

Magnus Landin står over for sin 19. landskamp for Danmark. Han bliver et kæmpe aktiv, siger landstræneren.

Han er blot 21 år, men allerede nu kender de fleste danske håndboldfans hans navn: Magnus Landin.

Og det er ikke kun fordi, han er lillebror til målmanden Niklas.

Magnus Landin er nemlig ved at bevise, at han håndboldmæssigt ikke er så lille længere. Det viste han blandt andet under VM-slutrunden i januar, hvor han fik sit internationale gennembrud. Nu tyder det på, at han fortsætter i samme stil under den nye landstræner Nikolaj Jacobsen. 

- Han bliver et kæmpe aktiv for dansk håndbold i fremtiden, siger landstræneren om venstrefløjen. 

Landin er den eneste af de tre venstrefløje, der har været på holdkortet til begge EM-kvalifikationskampene mod Ungarn. Dermed fortsætter han sin rivende udvikling, der især tog fart med skiftet til KIF Kolding København i 2014. 

- Da jeg kom til Kolding, måtte jeg spille fra start på grund af skader på holdet. Det har givet mig masser af hår på brystet. Jeg har stået i nogle rigtigt vigtige situationer – både i den danske liga men også internationalt i Champions League, siger Landin til TV 2 SPORT og fastslår:

- Det er gået utroligt stærkt for mig de seneste par år. Det er lidt svært at følge med nogle gange.

Debuterede hurtigere end forventet

Det er ikke kun på klubniveau, at det er gået hurtigere end forventet for Magnus Landin. Også på det danske håndboldlandshold har han været inde i en rivende udvikling og har bidt sig fast på rekordfart.

- Allerede efter mit første år i Kolding fik jeg min debut på landsholdet, hvilket jeg nok ikke helt havde forventet dengang. Nogle gange skal man lige sætte sig ned, tænke over det hele og smage lidt på det, svarer Magnus Landin på spørgsmålet om, hvorvidt han egentlig selv har kunnet følge med.

I dag – ikke engang tre år efter debuten hos KIF Kolding København – står Magnus Landin side om side med etablerede navne som Anders Eggert og Casper U. Mortensen. De kæmper ligeligt om spilletiden på venstre fløj, med alle de forventninger den slags fører med sig. Også fra den danske landstræner.

- Det er en ung mand et kæmpe potentiale. Jeg synes, vi så det i kampen mod Ungarn (torsdag aften, red.) på den meget svære udebane. Han kommer ind og får først lukket hullet på venstre fløj, og har også nogle fine afslutninger angrebsmæssigt, og hele anden halvleg dækker han på backen over for to af de måske nok bedste højre backs i Europa lige nu, fortæller Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.

Netop landskampen mod Ungarn var endnu et eksempel på, hvor mange forskellige facetter den næsten to meter høje venstrefløj har i sit spil - og hvad de kan betyde for det danske landshold. TV 2 SPORT's håndboldekspert Claus Møller Jacobsen skrev fredag en kommentar om Magnus Landins kvaliteter og gode præstation mod Ungarn.

Og den slags varmer et håndboldhjerte der stadig har mange landsholdsslag foran sig.

- Det er utroligt overvældende, og jeg blev utroligt glad. Specielt fordi det er af en anerkendt håndboldspiller som Claus Møller. Det varmede virkelig og fremkaldte et godt smil.

- Det kan være, at jeg også kigger lidt på den, når det går dårligt på et tidspunkt. Så kan man få et smil på læben af, at der rent faktisk er nogle der anerkender det, man laver, fortæller Magnus Landin.

Søndag aften skal den unge Landin med de store forventninger på sine skuldre igen forsøge at drille den ungarske offensiv og fremkalde frustrationer hos målvogterne i den anden ende.

Danmark - Ungarn vises på TV 2 og TV 2 PLAY fra klokken 20.