Skjern tømmer bødekassen før DM-finale: Betaler for fanatiske fans

Spillerne i Skjern Håndbold har inviteret klubbens mest larmende fans med til den første DM-finale mod Aalborg.

Rollerne mellem spillere og fans er byttet rundt i Skjern. 

Normalt er det tilhængerne, der støtter holdet. Men inden den første DM-finale har holdet valgt at støtte tilhængerne.

Pokalvinderne har nemlig inviteret de meste fanatiske fans, Skjern Ultras, med til Aalborg.

- Det er utroligt fedt, at spillerne værdsætter os så meget og betaler vores tur til Aalborg. Det viser meget om det fællesskab, vi har i klubben. Vi er en enhed og tager hånd om hinanden, siger Bjarke Sonne fra Skjern Ultras til TV 2 SPORT.

Spillerne har besluttet sig for at bruge deres bødekassepenge på at betale transporten for fangruppen, der regner med at 75 fans tager turen til Aalborg.

- Skjern Ultras får stor betydning i finalekampene mod Aalborg, ligesom de har haft hele sæsonen igennem. Vi vil gerne understrege vigtigheden af deres opbakning og støtte dem for deres store arbejde på tribunen, siger bødekasseformand René Rasmussen til Skjerns hjemmeside.

Begge kampe er udsolgt

Finalerne spilles i første omgang over to kampe. Hvis holdene vinder én kamp hver, så kommer en tredje kamp ind i billedet.

Begge klubber har allerede meldt udsolgt til de to første kampe. Aalborg solgte 5.000 billetter på bare et kvarter, mens Skjern kunne tænde de røde lamper efter 11 minutter og 43 sekunder.

- Jeg må indrømme, at jeg aldrig har oplevet noget lignende. Vi blev kimet ned fra øst og vest og bliver det fortsat. Telefonerne er rødglødende, fortalte eventchef Helle Gidsel til klubbens hjemmeside i forbindelse med billetsalget.

Men først gælder det som nævnt kampen i Aalborg, hvor Skjern-spillerne roligt kan regne med stor opbakning fra tribunen. Ifølge Bjarke Sonne har Skjern Ultras nemlig i sinde at takke for turen med både vokal og visuel opbakning.

- Vi har noget ekstra klar en kulisse, fx en tifo. Der skal fuld opbakning tilbage til spillerne, så det er ikke bare en badebillet til Aalborg.

Den første DM-finale spilles Kristi Himmelfartsdag klokken 16:10. Den anden finalekamp spilles søndag den 28. maj, ligeledes klokken 16:10. Begge kampe vises direkte på TV 2.