Esbjerg-formand: - Jesper Jensen er fremtidens mand

16x9
Jesper Jensen har tidligere fravalgte flere cheftræner-jobs, til fordel for assistentjobbet i Esbjerg. Nu er han blevet cheftræner i klubben. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Team Esbjerg har onsdag morgen præsenteret Jesper Jensen som ny cheftræner. Han har fået en treårig kontrakt.

Dagen efter fyringen af klubbens første mestertræner har Team Esbjerg forfremmet assistenten Jesper Jensen.

Den tidligere Vejen- og Aalborg-chef betegnes som en ’oplagt kandidat’ af klubbens bestyrelsesformand.

- Han er Esbjerg-dreng og har et stort hjerte for klubben. Hans kone (Lotte Haandbæk) har også spillet her i mange år, så han føler, at han vender hjem, siger Bjarne Pedersen til TV 2 SPORT.

Jesper Jensen kom til klubben i januar, da man ønskede en assistenttræner på fuld tid. Allerede dér var han et emne som cheftræner, fortæller bestyrelsesformanden.

- Da vi ansatte ham som assisterende cheftræner, så vi ham som fremtidens mand i Esbjerg. En mand der kunne være med til at gennemføre et generationsskifte, som ville komme.

- Lars Frederiksen har været her i seks år, og hvis han skulle have været her kontrakten ud, så ville det være blevet otte år. Så da vi forlængede med ham (i efteråret 2016, red.), vidste vi godt, at det i hvert fald ikke ville blive en længere periode end det.

Tidligere på ugen nedlagde Team Esbjerg stillingen som sportschef, og nu bidrager trænerskiftet til en ’ny start’ efter en kedelig sæsonafslutning, hvor det forsvarende mesterhold ikke engang nåede slutspillet.

- Det passer os godt, at vi får et friskt pust.

- Vi tror, Jesper er den rette person for Team Esbjerg i den situation, vi står i. Han har store ambitioner og krav til sig selv og sine omgivelser, og det passer godt til de ambitioner, vi også har i klubben.

Jesper Jensen har skrevet under på en treårig kontrakt.