Esbjerg ansætter tidligere landsholdsspiller i assistentrolle

Mette Melgaard skal udfylde jobbet som assistenttræner i Team Esbjerg efter Jesper Jensen, der blev forfremmet til cheftræner tilbage i maj.

Team Esbjerg har fået trænerteamet på plads.

Mette Melgaard starter som assistenttræner i klubben, hvor hun udfylder posten efter Jesper Jensen, der for bare tre uger siden blev forfremmet til cheftræner.

Den tidligere stregspiller har indgået en toårig aftale med den Team Esbjerg, og hun starter i sit nye job d. 1. juli.

- Da Jesper Jensen ringede til mig og spurgte, om det kunne være noget for mig at blive assistenttræner, havde jeg allerede i flere år tænkt på, hvordan jeg kunne bruge min erfaring fra håndboldbanen i praksis.

- Jeg var samtidig bevidst om, at det kunne være svært at kombinere med mit arbejde som advokatfuldmægtig. Men heldigvis har jeg mødt stor forståelse fra min arbejdsgiver, og nu glæder jeg mig bare til at deltage i et spændende håndboldprojekt, være med til at bygge nyt hold og bidrage til at skabe en vinderkultur, fortæller Melgaard i en pressemeddelelse.

Og ifølge den nyudnævnte assistenttræner har den nye Esbjerg-duo allerede arbejdsrollerne i orden.

- Jeg er nok mest den detaljeorienterede træner, der arbejder på det individuelle niveau, mens Jesper med sin trænererfaring har det store overblik, fortæller hun.

Det er langt fra tilfældigt, at valget er faldet på lige netop Mette Melgaard, der altså fuldender et trænerteam bestående af tidligere landsholdsspillere.

- Mette stod øverst på vores cheftræner, Jesper Jensens ønskeliste, og vi har nu to håndboldpersonligheder bosat i byen i spidsen for vores ligahold. Det har stor betydning for den kultur, vi ønsker at have omkring holdet, siger Team Esbjergs bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen.

Masser af erfaring

37-årige Melgaard var fra 2001-08 en del af Slagelses utroligt stærke håndboldhold, hvor hun var med til at vinde tre DM-titler og tre Champions League-titler. 

Hun har senere spillet for både FCK Håndbold og Randers HK, og så nåede hun at spille 82 landskampe for det danske landshold, inden karrierestoppet i 2012.