Nyegaard: Tønder er mester i overlevelse

16x9
TM Tønder undgik nedrykning i sidste sæson efter knockoutkampe mod Skive fH. Foto: Ludvig Dittmann / Scanpix

TV 2s håndboldeksperter Bent Nyegaard og Trine Nielsen varmer op til håndboldsæsonen, og gennemgår samtlige hold dag for dag frem til premieren.

Klub: TM Tønder Håndbold

Placering sidste sæson: 13

Bud på slutplacering: 13

square to 16x9

​Erfaring er en uvurderlig størrelse, og med den som forbundsfælle, tror jeg, TM Tønder Håndbold gør det igen! Overlever. Få har været i så store problemer, og stadig kommet godt ud på den rigtige side.

Behøver jeg minde om dramaerne mod Nordsjælland for knapt halvandet år siden.

Nej vel, men jeg minder alligevel om, at bevarelsen af ligastatus – i den forgangne sæson - skete efter tre drabelige opgør mod Skive Håndbold.

Selvfølgelig tabte Tønder den første hjemmekamp og var i en aldeles håbløs position i returkampen i Skive.

Bagud 14-19 med et kvarter igen, lykkedes det selvfølgelig Claus Lyngsøes drenge at vinde det sidste kvarter 8-1, og så var det bare at vinde den tredje og afgørende kamp hjemme.

Sædvanen tro var Kristian Stoklund og vennerne bagud 11-16 i starten af anden halvleg, og selvfølgelig endte det hele i fryd og gammen.

Sådan ender det også i den kommende sæson. Bevares, reglerne er ændret, så de gode Tønder-drenge skal som nummer 13 i nedrykningsspil, men det ender lykkeligt igen for overlevelsesmestrene.

Forandringer er der nok af. Væk er cheftræner Claus Lyngsøe og sportschef Rene Hamann-Boeriths.

Ny i cheftrænersædet er Torben Sørensen.

En snu rad, der levede sit spillerliv på stregen. Slimet – forstås svær at holde fat i – og beskidt som alle kollegerne og med en overlegen evne for at score i selv de vanskeligste situationer.

Sørensen arbejder med værdier udi udvikling for den enkelte og for holdet. Alle har en fælles forståelse for, at det er flot med individuelle kompetencer, men holdet er ALT.

Strateg nummer ét hedder fortsat Stoklund til efternavn og Kristian til fornavn. Endnu en Kristian har fundet vej til det sønderjyske. Kristian – bedst kendt som straffestrateg i Bjerringbro-Silkeborg og med efternavnet Klitgaard.

Han bliver så ubetinget en profil, men – måske – endnu vigtigere. Emil Bergholt, der tidligere befandt sig bedst i en grøn trøje, har formatet til at blive en helt afgørende figur med sine positioner i holdets centrale forsvar og som førstevalget på den vigtige stregposition.

Bomberiet er lagt i næverne på Oliver Eggert og Rune Schrøder. Og hvis et modstanderforsvar har hang til alt for defensive pligter – Hans Martin Asmussen.

Ingen klarer sig uden en stopklods i seks-kvadratmeter-rammen. På de gode dage kan humørbomben Christian Trans klare opgaven. Han bliver assisteret af Mathias Mosel, og skulle det ikke være nok, er jeg sikker på, at målmandsinspiratoren Dennis Klinge kan overtales til lidt akrobatik i holdets tjeneste.

Tvivl er som altid hver mands eje, og selvfølgelig har jeg tvivlet, når det gælder Sørensen og hans drenge. Bliver stormtropperne fra Nordsjælland en for stor mundfuld?

Den – tvivlen – forsvandt sent torsdag aften, da nyheden om Ulrik Wilbeks comeback ramte samtlige danske medier.

Overlevelsesmestrene i samspil med legendariske Wilbek. De sætter sig tungt og sikkert på ligaens plads nummer 13!