Danske U19-herrer vinder VM-bronze med scoring fire sekunder før tid

16x9
U19-landsholdet vinder VM-bronze. Foto: IHF

De danske U19-herrer sikrede sig bronzemedaljerne ved VM i Georgien, da holdet søndag besejrede Kroatien med en scoring i de allersidste sekunder.

29-29 og tyve sekunder tilbage på haluret.

På det tidspunkt lignede det bestemt ikke, at de danske talenter ville snuppe bronzemedaljerne ved VM i Georgien. I hvert fald ikke i den ordinære spilletid. Bolden var nemlig på kroatiske hænder og U19-herrerne under maksimalt pres.

Men ti sekunder før tid formåede Mathias Gidsel alligevel at få erobret bolden, og herfra så danskerne sig ikke tilbage. En enkelt aflevering senere landede bolden igen i Gidsels hænder - og med bare fire sekunder tilbage bragte han Danmark foran 30-29. Et øjeblik senere lød halurets rungen.

Og så kunne jublen ellers bryde ud blandt spillerne og de medrejsende danske tilhængere på lægterne.

- Det var været en meget specielt slutrunde for os alle. Den har været fyldt med op- og nedture undervejs. Sådan var kampen også i dag, hvor vi til tider spiller fantastisk håndbold, men der er også perioder, hvor det ikke spiller for os. Vi har marginalerne på vores side i slutningen af kampen, hvor vi er tappet for kræfter, siger U19-landstræner Claus Hansen til DHF's hjemmeside og fortsætter:

- Vi slutter af med en sejr, hvilket betyder utrolig meget ved en slutrunde. Drengene er gået rigeligt igennem i denne turnering, men har rejst sig hver gang, hvorfor det er så flot og fortjent med en bronzemedalje.

Med bronzemedaljen til U19-herrerne fortsætter successen på de danske ungdomslandshold. Tilbage i juli var det de danske U21-herrer, der sikrede sig VM-sølv efter en nervepirrende finale mod Spanien, som blev afgjort i forlænget spilletid.

Se den afgørende danske scoring herunder.