Nyegaard: 'The Green Gunmen' vil plaffe med mere præcision

16x9
. Foto: Scanpix

TV 2s håndboldeksperter Bent Nyegaard og Trine Nielsen varmer op til håndboldsæsonen, og gennemgår samtlige hold dag for dag frem til premieren.

Klub: Skanderborg Håndbold

Placering sidste sæson: 12

Bud på slutplacering: 12

square to 16x9

​Ingen tvivl. Sidste sæsons 12. plads var en skuffelse for Skanderborg Håndbold, der dog ikke havde problemer i nedrykningsspillet, hvor Christian Dalmoses Ringsted let blev afvist med plus 9 mål over to kampe.

Vel var der 5 nederlag på blot et enkelt mål, men det blev aldrig den afsked med Nicolei Krickau – efter 11 år i forskellige trænerstole – alle havde håbet på.

Og jo, vel var der forklaringer. Store profiler – Andreas Væver og Besard Hakaj – var skadede, og selv om nytilkomne Kasper Irming hamrede bolde ind fra alle vinkler - ja, så var det bare ikke godt nok.

Sæsonen 2016-17 var også en historisk sæson for de grønblusede.

Det er ikke længere Morten Børup Hallen – i folkemunde ”Cigaræsken” – der danner ramme om ligaholdets optræden.

Cigaræskens intimitet er 'forever gone', og det er den nye virkelighed – selv om alle havde hele foråret til at vænne sig til de nye og flotte forhold – der skal sikre medløb i de svære stunder i den kommende sæson.

Afskeden blev smuk. Den lokale troubadur, Peter Sommer, sang og spillede sin egen ”Cigarens Godnatsang”.

Sejr blev det dog ikke til. Skjern Håndbold var ikke i festhumør og vandt marginalt 31-30.

De store udskiftninger til den nye sæson er det ikke blevet til. Hakaj har sagt farvel og Morten Balling goddag, men på den altafgørende trænerpost blæser der nye vinde.

No-nonsense Nick Rasmussen er tilbage på eliteniveau. Fyret i april 2014 i Ribe-Esbjerg HH gik Rasmussen tilbage til rødderne i Fredericia-Trelde, hvor han siden har arbejdet med talentudvikling.

Vision og parole er klare: I takt med, at klubben udvikler sig organisatorisk og finansielt – blandt andet med de nye og forbedrede halfaciliteter – ønsker klubben at styrke det professionelle miljø, samtidig med at klubbens DNA – talentudviklingen – får fuld fokus.

Målet ligger lige for. I løbet af et år eller to skal Kasper Irming og hans kammerater være en fast del af slutspillet.

Det bliver ikke i år, at Nick Rasmussen får sine drenge til at spadsere 4 pladser frem i 888-ligaen.

Jeg ser offensive kompetencer, der bliver spændende at følge. Det hurtige spil med aftryk af idérigdomme hos Irming, Balling, Mauer, Olesen, Kaagaard glæder jeg mig til. Og ikke at forglemme en revitaliseret afslutningskunstner i skikkelse af Andreas Væver.

Det skal nok blive til masser af godbidder, men hvad pokker med de defensive pligter?

Hakaj er væk, og selv om Kristoffer Laursen er garant for adskillige mirakler, tror jeg forsvarsfysikken kan blive en alvorlig akilleshæl.

Nick Rasmussen var selv en hård forsvarsbanan, så måske han har de ideer og løsninger, der skal til.

Jeg tvivler, og jeg ser ikke Irming & Co. flytte sig overhovedet.

Selv om ”The Green Gunmen” får indstillet sigtekornene skarpere, er det ikke nok til at forbedre 12. pladsen fra sidste år.