Ribe-Esbjergs nye streg var rasende, da sejren glippede

Den slovenske landsholdsspiller Miha Zvizej er kommet til Ribe-Esbjerg for at vinde håndboldkampe. Det er ikke lykkes endnu.

Miha Zvizejs frustrationer var umulige at overse, da Ribe-Esbjerg spillede 29-29 med Skjern torsdag aften.

Sloveneren tog sig til hovedet, skreg ned mod jorden og knaldede håndfladerne mod hinanden. Han var langt fra tilfreds med, at Ribe-Esbjerg smed bolden væk med få sekunder tilbage af kampen og dermed missede muligheden for at slå Skjern.

Miha Zvizej var decideret rasende.

- Ja, det var jeg. Forstå mig ret: Det var flot, vi kom tilbage og fik et point. Men jeg vil hellere have to. Jeg er en dårlig taber, og jeg ville have to point i dag. Så selvfølgelig blev jeg frustreret efter kampen, sagde landsholdsspilleren efterfølgende til TV 2 SPORT.

Nøjagtigt som i debuten for Ribe-Esbjerg havde Zvizej og holdkammeraterne mulighed for at vinde kampen mod Skjern. Holdet havde indhentet gæsternes føring på tre mål og fik fat i bolden med cirka 10 sekunder tilbage af opgøret. Men ligesom mod HC Midtjylland, så var sidste års semifinalister uskarpe, da kampen skulle afgøres.

- Vi er bedre, og vi skal vise, at vi kan spille bedre. Skjern er et godt hold, men det var muligt at tage to point i dag. Derfor blev jeg lidt frustreret.

- Det var det samme i Midtjylland i sidste uge.  Selvfølgelig er det vores egen skyld, men det skal vi arbejde på.

Miha Zvizej har tidligere spillet i BSV. I sidste sæson tørnede han ud for den franske storklub Montpellier, og det er med til at skabe forventninger om storspil fra stregen. Det lever to scoringer på tre afslutninger ikke umiddelbart op til.

- Jeg synes, det går fint. Men jeg synes også, at jeg ikke har vist alt endnu. Jeg er langt fra, hvad jeg kan – og jeg glæder mig til at komme tilbage og vise, hvad jeg virkelig kan. Det tager lidt tid at integrere sig på holdet, så vi skal bare være tålmodige – men det er jeg virkelig dårlig til.

Ribe-Esbjerg og Skjern har henholdsvis et og to point efter de første to kampe i grundspillet.