Nyforlovet håndboldpar er hinandens værste rivaler i kamp

På banen er Jakob Larsen og Kamilla Kristensen rivaler i kampen om DM-guld, men uden for er de forældre til to børn - og nu også nyforlovede.

Jakob Larsen havde ikke meget tid til at gennemføre sin plan.

Mens kæresten Kamilla Kristensen var til formiddagstræning i Odense Håndbold, og deres to drenge legede i solskinnet i haven, fandt Nykøbing Falster-træneren en stige og kravlede op på det flade tag af deres fælles hus i udkanten af Odense.

Et billede fra luften viser det spørgsmål, som Jakob Larsen malede på taget af huset til kæresten Kamilla Kristensen
Et billede fra luften viser det spørgsmål, som Jakob Larsen malede på taget af huset til kæresten Kamilla Kristensen Foto: TV 2 SPORT

Med hvid vægmaling skrev han med to meter høje bogstaver 'Will U marry me' på taget.

- Jeg var nervøs for, at regnen ville skylle det væk, så jeg gjorde det samme dag, som jeg friede. Og det var på hendes fødselsdag i lørdags, fortæller Jakob Larsen.

Friede i en helikopter

Han har været kærester med den ni år yngre Kamilla Kristensen i snart 10 år. De mødte hinanden første gang i 2007, da Kamilla Kristensen skiftede til GOG, hvor Jakob Larsen allerede var på herreholdet.

Da jeg i går sad og så video her i sofaen, mens Kamilla sad og læste, kunne jeg godt mærke, at jeg vendte skærmen lidt væk fra hende, og jeg noterede med lidt mindre skrift, end jeg plejer, så hun ikke kunne læse mig over skulderen

Nykøbing Falster-træner Jakob Larsen om Odense-kæresten Kamilla Kristensen

Dengang var Kamilla Kristensen en profileret landsholdsspiller, så Jakob Larsen inviterede hende med til Grønland for at være instruktør på en håndboldskole, han arrangerede deroppe hver sommer. Selv om de begge var afsat til anden side på det tidspunkt, opstod der kærlighed i de mange og lange samtaler, de havde hver aften deroppe.

- Jeg skulle flyve hjem lørdag morgen efter den uge der, men det havde jeg ikke rigtig lyst til. Så jeg missede flyveren og blev indtil torsdag, hvor vi fløj sammen. Og vi har været sammen siden, fortæller Kamilla Kristensen, da de to sidder sammen indenfor i sofaen. 

Kommende frue - men fjende på banen

I dag har de fælles postkasse og to små sønner med fart på og har for længst bundet sig til hinanden. Så da Kamilla Kristensen i lørdags fyldte 34 år, havde Jakob Larsen besluttet sig for at give hende en gave, hun aldrig vil glemme: Et frieri i en helikopter i luften over Odense.

Kamilla Kristensen tog en selfie af hende og Jakob Larsen i helikopteren, da hun var stoppet med at græde og havde sagt ja.
Kamilla Kristensen tog en selfie af hende og Jakob Larsen i helikopteren, da hun var stoppet med at græde og havde sagt ja. Foto: Privat

- Jakob fik virkelig nailet den der. Det var virkelig stort. Ja, det var en af de bedste dage i mit liv altså, siger en rørt Kamilla Kristensen, der nu skal være Jakob Larsens frue.

Samtidig er hun også hans fjende på håndboldbanen.

Efter fem sæsoner som træner for GOG's herrer overtog Jakob Larsen i sommerpausen jobbet som cheftræner for Nykøbing Falsters danske mestre for kvinder og trådte samtidig ind i Kamilla Kristensens håndbolddagligdag - som træner for en af hendes klub Odense Håndbolds største rivaler.

Netop Nykøbing Falster og Odense mødes lørdag klokken 16:10 i SuperMatchen på TV 2 - det første møde i sæsonen mellem de forsvarende mestre og en af de største favoritter til DM-guldet i denne sæson.

Jeg slog ham engang i bordtennis, og der blev han til sidst også god igen. Det skal han også nok blive, selv når vi vinder på lørdag

Odense-spilleren Kamilla Kristensen om kæresten og NFH-træneren Jakob Larsen

Kampen sætter Jakob Larsen og Kamilla Kristensen i en noget speciel situation derhjemme, hvor de er nødt til at holde nogle ting hemmelige for hinanden.

Kom hjem med is på foden

- Da jeg i går sad og så video her i sofaen, mens Kamilla sad og læste, kunne jeg godt mærke, at jeg vendte skærmen lidt væk fra hende, og jeg noterede med lidt mindre skrift, end jeg plejer, så hun ikke kunne læse mig over skulderen, griner Jakob Larsen.

- Kamilla skal jo ikke vide, hvordan jeg gerne vil ramme Odense. Det dur ikke, siger Falster-træneren.

Der er dog stadig ting, der er umulige at holde hemmeligt.

- Hun vrikkede rundt til træning i dag. Det kunne hun jo ikke skjule, smiler Jakob Larsen.

- Nej, jeg havde jo is på, da jeg kom hjem, svarer Kamilla Kristensen.

- Ja, og haltede helt vildt. Så det ved jeg da til på lørdag, at vi bare skal hakke hende over foden, griner han.

- Det er vist gået væk inden da, svarer hun med et smil.

- Jeg har faktisk spurgt, om jeg lige skal behandle den lidt i aften ved at vrikke lidt med den, men det må jeg ikke. Det måtte jeg gerne i forrige uge, men jeg må ikke i denne uge. Det er lidt underligt, griner Jakob Larsen.

- Ja, det er lidt sjovt, smiler hun tilbage.

De interne drillerier op til kampen er for længst i gang. Men der er også en alvor inde bag smilene.

Blev uenige efter indbyrdes træningskamp

- Det er jo en krig lige nu. Men det er det her, vi begge brænder for, fastslår Kamilla Kristensen.

- Jeg kunne godt udfritte hende for, om de har skader, og hvad de har trænet, men det vil jeg ikke gøre. Jeg har en god fornemmelse af, hvad de vil træne alligevel, for jeg har jo vidst de sidste mange år, hvad de har trænet. Kamilla ved jo også, hvilket ting jeg godt kan lide at køre, forklarer Jakob Larsen, der har fået en forsmag på, hvad der venter på lørdag.

Odense og Nykøbing mødtes nemlig også i en træningskamp i sommerpausen, og dengang lærte parret, at de måske ikke skal evaluerere deres indbyrdes kampe sammen bagefter.

- Der var nogle ting, som de havde arbejdet med, som jeg synes var irriterende som modstander at se på. Og da vi snakkede om det et par dage senere, da jeg havde set den her træningskamp på video, så... jeg vil ikke sige, vi blev uvenner, men vi blev da lidt uenige om nogle ting. Så derfor er det bedre, vi lader være, fortæller Jakob Larsen.

- Hvis de ting, hun gør mod os, er slemme og hårde, eller hun er for voldsom, for hun godt kan være lidt hård i sit forsvarsspil, så kan jeg blive negativ på hende som spiller. Og det skal jeg selvfølgelig ikke tage med mig hjem, siger Falster-træneren.

Han kalder sig selv en dårlig taber.

- For husfredens skyld er der ingen tvivl om, at det er bedst, at vi (Nykøbing, red.) vinder, for så får vi som familie en bedre søndag, smiler Jakob Larsen.

Kamilla Kristensen er sjovt nok ikke enig.

- Jeg slog ham engang i bordtennis, og der blev han til sidst også god igen. Det skal han også nok blive, selv når vi vinder på lørdag, griner hun.

Se Nykøbing Falster-Odense direkte på TV 2 og TV 2 PLAY lørdag med optakt fra klokken 15:50.