Mestrenes største profil indgår langtidskontrakt

Nykøbing Falster holder på Kristina 'Mulle' Kristiansen, der har forlænget sin kontrakt til sommeren 2022.

Kristina Kristiansen bliver i Nykøbing Falster, indtil hun er 33 år. 

NFH's 28-årige playmaker og altoverskyggende ansigt udadtil havde kontraktudløb efter denne sæson, men nu har hun underskrevet en langtidskontrakt med de danske mestre helt frem til sommeren 2022.

Det annoncerede NFH i pausen af lørdagens hjemmekamp mod Odense.

- Vi har været glade for hende. Til sommer har vi haft hende i tre år, hvor hun har gjort en kæmpe forskel.

- Det er en blåstempling af vores projekt i NFH. Vi tror på det, og derfor tegner vi en lang aftale med 'Mulle'. Vi er rigtig glade for hende, og hun er rigtig god både kommercielt og på banen, siger NFH's formand Henrik Hansen til TV 2 SPORT. 

Efter kampen, som Nykøbing Falster vandt med 28-27, kunne Kristina Kristiansen også selv sætte ord på, hvorfor hun har valgt at forlænge sin kontrakt. 

Kristina Kristiansens forlængelse blev annonceret i pausen af kampen mod Odense
Kristina Kristiansens forlængelse blev annonceret i pausen af kampen mod Odense Foto: TV 2 SPORT

- Jeg elsker at være i Nykøbing, og jeg elsker at bo på Sjælland, hvor familien er. Så det var en mulighed for mig at skrive fire år. Så ved jeg ligesom, hvad jeg skal lave, siger Kristina Kristiansen til TV 2 SPORT.

Den populære playmaker kom til Falster i 2015 fra Team Tvis Holstebro.

Hun var i mange sæsoner en fast del af landsholdet, men til sidste års EM-slutrunden fik hun blot 11 minutters spilletid i hele turneringen og har ikke været blandt landstræner Klavs Bruun Jørgensens udvalgte siden.