Skrivebordsbrøler ærgrer Jan Pytlick: En træls situation

Jan Pytlicks første mulighed for at vinde et trofæ med Odense Håndbold kan ende med en skrivebodsafgørelse

Mie Højlunds navn stod på holdkortet, da Odense Håndbold sendte Aarhus United ud af Santander Cuppen. Det skulle det ikke have gjort.

Den skadede playmaker var nemlig ikke spilleberettiget, fordi kontrakten med hendes tidligere klub Randers HK ikke officielt var ophævet.

En fejl, der nu kan ende med, at Odense Håndbold bliver dømt som taber af den kamp, som de ellers vandt med 21-18.

- Jeg er selvfølgelig rigtig ærgerlig over det, siger Odense-træner Jan Pytlick, som ellers har forholdt sig tavs, siden TV 2 SPORT fortalte om sagen i tirsdags.

- Det er en træls situation at stå i, men vi håber jo selvfølgelig både som træner og som klub, at vi stadig har muligheden for at komme videre i landspokalen, siger den tidligere landstræner.

Odense Håndbold har op til denne sæson oprustet stort og hentet den ene landsholdsspiller efter den anden. Derfor forventer de fleste, at fynboerne skal spille med om pokalerne. Men det er ikke kun muligheden for guldmedaljer, der kan falde Pytlicks tropper af hænde. Det er ganske enkelt også potentielt tre pokalkampe – en kvartfinale, en semifinale og en finale. Og i Odense har de brug for alle de kampe, de kan få, for at spille det nye hold sammen.

- Det betyder selvfølgelig rigtig meget, siger Jan Pytlick.

- Vi vil jo rigtig gerne i Final4, ingen tvivl om det. Og jo flere kampe jo bedre – specielt nu hvor vi ikke spiller Europa Cup. Så betyder alle kampe noget. Vi skal bruge mange kampe på at spille det her hold sammen, og derfor vil det være ærgerligt, hvis vi ikke kommer videre.

Præcis hvorfor Mie Højlunds spilletilladelse ikke var på plads, da Odense spillede pokalottendedelsfinale mod Aarhus den 30. august, er stadig uvist. Og hvordan Mie Højlunds navn så kunne stå på Odense Håndbolds holdkort, selvom hun hverken måtte eller kunne spille på grund af en skade, er tilsyneladende heller ikke helt så enkelt at forklare.

Hvert fald ikke for Jan Pytlick:

- Det skal jeg bruge en halv time på at forklare, så det tror jeg ikke, jeg kan i det studie her, sagde Pytlick direkte på TV 2 før lørdagens kamp mellem Nykøbing Falster og Odense.

DHF’s disciplinærudvalg, som skal afgøre, om Odense Håndbold skal dømmes som taber af kampen, har meddelt, at en afgørelse træffes inden torsdag middag.

Holder disciplinærudvalget sig til ligareglementets paragraf 11 stk. 2, som fortæller, at ’det er foreningens ansvar, at deltagende spillere er spilleberettigede. Benyttelse af spillere, der ikke er berettiget, medfører bøde samt tab af kamp', så bliver det altså Aarhus United, der i stedet for Odense Håndbold skal møde Viborg i Santander Cuppens kvartfinale.