Trist Markussen har fået sin dom - ude på ubestemt tid

Nikolaj Markussen kom mandag aften til skade med anklen - i dag fik han de kedelige nyheder.

- Ikke noget brækket, men et overrevet ledbånd i foden.

Sådan lød beskeden til den danske bagspiller Nikolaj Markussen, der nu skal holde pause på ubestemt tid.

Bjerringbro-Silkeborg-spilleren blev skadet efter bare 22 minutter i kampen mod GOG mandag aften. Her steg han til vejrs for at aflevere på tværs af banen, men i faldet landede hans venstre fod på Torsten Laens vrist, hvilket fik ham til at vrikke om.

Tydeligt i smerter måtte Nikolaj Markussen hjælpes fra banen, og en scanning tirsdag formiddag afslørede de kedelige nyheder.

- Jeg er træt, jeg havde svært ved at sove i nat. Og så er jeg lidt trist over, at jeg skal være ude i en periode. Jeg håber selvfølgelig på, at den periode bliver så kort som muligt, fortæller Nikolaj Markussen til TV 2 SPORT.

BSV-profilen har i dag fået lov til at tage en dag på sofaen for at pleje sin ømme, hævede og meget blå fod, og han ved endnu ikke, hvornår han igen er at finde på håndboldbanen.  

- Det bliver meget dag for dag, hvor vi lige skal se, hvordan hævelsen fortager sig, og hvornår kan man begynde at bevæge foden optimalt igen.

Det var en tydelig ærgerlig bagspiller, der talte med pressen efter uheldet mandag aften.

Her frygtede han, at anklen var brækket, men selv om det altså ikke er tilfældet, så havde det næsten været nemmere, forklarer Nikolaj Markussen.

- Så ville man i hvert fald have vidst, hvor længe, man skulle have haft den i gips. Og så ved man, hvordan man skulle genoptræne bagefter. Det her er mere at presse foden lidt hver dag og så se, hvordan den reagerer. Nu skal hævelsen først forsvinde, før man kan begynde at genoptræne, fortæller Nikolaj Markussen, der i stedet må se til fra bænken, når BSV møder Nordsjælland Håndbold i weekenden.