Norsk stjerne har sendt Møllgaard på bænken i de store kampe

PSG-spilleren Henrik Møllgaard har tilbragt mest tid på bænken i Champions League-kampene mod Flensborg og Kiel.

Norske Sander Sagosen er blæst ind på det stjernebesatte Paris Saint-Germain-hold, og slipstrømmen kan danske Henrik Møllgaard mærke i form af mere tid på bænken i de store kampe.

Tilgangen af den 22-årige tidligere Aalborg-spiller har nemlig betydet, at den franske håndboldstjerne Nicola Karabatic kan blive aflastet i angrebet, hvorfor han ser flere minutter i forsvaret - hvor det er her, Møllgaard primært huserer. I søndagens Champions League-brag mod Flensborg tilbragte Møllgaard således det meste af tiden på sidelinjen.

- Selvfølgelig vil jeg også gerne spille de store kampe, som jeg har gjort de seneste to sæsoner. Men konkurrencen er blevet endnu større i takt med, at Sagosen er kommet til, siger Møllgaard, der kun har rosende ord tilovers for Sagosen, til TV 2 SPORT.

Vi har rigtig mange kampe, så en dygtig bagspiller som Sander er mere end velkommen hos os

Mikkel Hansen

- Han har taget en stor bid af spilletiden allerede - velfortjent i øvrigt. Det er en fantastisk fyr, vi har fået ind. Han er gået direkte ind og har forstærket holdet.

I kampen i Flensborg kunne den 32-årige danske landsholdsspiller se sit franske hold tabe 29-33 til det danskerbesatte Flensborg-hold. Også i storkampen for to uger siden mod en anden tysk klub, Kiel, tilbragte han det meste af tiden på bænken.

I Champions League-kampen mod hviderussiske Meshkov Brest fik Møllgaard dog mere spilletid. Det samme er tilfældet i den hjemlige liga, hvor holdet har vundet tre af tre kampe.

Mikkel Hansen: Konkurrence gør os skarpere

Også den anden danske PSG-spiller, Mikkel Hansen, har mærket ankomsten af Sagosen, som både til træning og i kampene har forstærket hovedstadsklubben.

- Der er fint med konkurrence. Men igen er det med til at gøre os alle sammen skarpere. Vi kan stille to hold til træning, som er på et ekstremt højt niveau, siger Hansen, der kun ser tilgangen af nordmand som noget positivt.

- Vi ved alle, at det er en rigtig lang sæson. Vi har rigtig mange kampe, så en dygtig bagspiller som Sander er mere end velkommen hos os.

Møllgaard (th.) sidder på PSG-bænken.
Møllgaard (th.) sidder på PSG-bænken. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Samme synspunkt har Møllgaard, der tager den nuværende situation med færre minutter på banen med ophøjet ro.

- Sådan er det. Når vi stiller med et hold, der gerne vil vinde Champions League, er der kamp om pladserne.

I nederlaget til Flensborg scorede Mikkel Hansen fem gange. Den danske Flensborg-spiller Rasmus Lauge blev kampens topscorer med 11 mål.