Efter perfekt sæsonstart: Danskerklub fik store klø

16x9
Mads Mensah Larsen blev topscorer for Rhein-Neckar Löwen. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Bundesliga-klubben Hannover-Burgdorf tabte med 12 mål til de dobbelte tyske mestre fra Rhein-Neckar Löwen.

Landsholdsspillerne Morten Olsen og Casper U. Mortensen har sammen med Hannover-Burgdorf haft en forrygende sæsonstart.

Klubben, der i sidste sæson havde 16 kampe uden sejr, vandt sæsonens første fem kampe, og før mødet med de tyske mestre lå den på førstepladsen i Bundesligaen.

Tirsdag aften kom klubben dog helt ned på jorden, da det blev til et stort nederlag på 35-23 til Rhein-Neckar Löwen.

Den tyske mesterklub trænes af Danmarks landstræner Nikolaj Jacobsen og har Mads Mansah Larsen på holdkortet. Mensah blev endda kampens topscorer med hele otte scoringer.

Morten Olsen scorede fem gange, mens Casper U. Mortensen lavede to mål.

Dermed bytter holdene plads i tabellen, hvor Rhein-Neckar Löwen på førstepladsen står noteret for seks sejre i syv kampe.

Nikolaj Jacobsens tropper kom blæsende ud til kampen og lavede seks mål i træk, før Hannover fik scoret. Undervejs i første halvleg kom føringen også op på ti mål. Efter pausen var hjemmeholdets føring aldrig mindre end syv mål.