Anklagede kollega for usportslig opførsel - nu kalder han det en misforståelse

Henrik Kronborg blev sur over, at Erik Veje angiveligt ikke ville sige tak for kampen. Nu siger Kronborg, at det var en misforståelse.

Skjerns assistenttræner Henrik Kronborg blev godt og grundigt sur efter kampen mellem Århus Håndbold og Skjern onsdag aften.

Kronborg mente nemlig ikke, at Århus’ træner Erik Veje ville sige tak for kampen.

Det afviste Erik Veje dog var tilfældet efter kampen.

- Først gik jeg over til dommerne og sagde tak for kampen, så gik jeg over til Ole Nørgaard, og så gik jeg over til Henrik Kronborg, der så var travlt optaget af noget andet. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan tale om det. Det er simpelthen for åndssvagt, sagde han til TV 2 SPORT.

Efter en tur i omklædningsrummet var Henrik Kronborg mere rolig, og han var da også hurtigt til at erkende, at der var tale om en fejl fra hans side.

- Jeg tror, at det var en misforståelse, der var ikke noget i det, fortalte han til TV 2 SPORT.

Kronborg og Skjern kunne i øvrigt glæde sig over, at de for første gang i 910 dage vandt over Århus Håndbold.

Skjern slog Aarhus 29-26 og rykker op på en foreløbig førsteplads i ligaen med ti point, mens Aarhus bliver på tredjepladsen med otte point.

Statistik fra kampen

Århus-Skjern 26-29 (13-13).

Århus: Torben Petersen 7, Anders Martinusen 5, Omar Ingi Magnusson 3, Sigvaldi Gudjonsson 3, Tobias Torpegaard Møller 3, Fredrik Sørensen 2, Mads Kalstrup 1, Mathias Møller 1, Robert Gunnarsson 1.

Skjern: Anders Eggert 8, Bjarte Myrhol 6, Kasper Søndergaard 5, Jesper Konradsson 3, Christoffer Cichosz 2, Markus Olsson 2, Bjarke Christensen 1, René Rasmussen 1, Cornelius Kragh 1.

Udvisninger: Århus 1, Skjern 2.