Forårets stjerne er falmet: - Det har været ringe

Jacob Holm fik sit gennembrud i sidste sæson, hvor han var blandt forårets profiler i ligaen. Efter sommerferien har han været i uvante problemer.

I forårssæsonen funklede Jacob Holm for Ribe-Esbjerg.

Venstrebacken slog igennem på den danske håndboldscene og spillede sig ind i landsholdsvarmen, mens Ribe-Esbjerg spillede sig hele vejen til DM-semifinalerne.

I denne sæson har vestjydernes virkelighed været en ganske anden. Ribe-Esbjerg har leveret svingende resultater, og stjernen Jacob Holm falmet en anelse. På grund af skader har han nemlig opholdt sig en del i den modsatte side af banen, på højre back.

- Der har det vel været lige så ringe, som det har været godt på venstre, fortæller en ærlig Jacob Holm til TV 2 SPORT.

- Jeg synes, jeg spiller på samme niveau, når jeg spiller på min position. Der synes jeg, det kører meget fint. Men i og med at vi har mange skader, så har jeg skulle vikariere på højre back, som jeg ikke er vant til.

Onsdag aften spillede Jacob Holm nok engang på højre back, da Ribe-Esbjerg tabte med 33-29 på udebane mod TTH Holstebro.

- Vi spiller for svingende. Som vi har gjort i hele sæsonen, så spiller vi helt oppe i skyerne i nogle momenter og helt nede under gulvbrædderne fem minutter efter.

Lige så svingende er holdets resultater. På hjemmebane har klubben kun sat ét point til, mens det på udebane er endt med tre nederlag.

Derfor ligger Ribe-Esbjerg nummer otte efter seks kampe. Klubben kan dog blive overhalet af KIF Kolding København, Mors-Thy og Sønderjyske, der alle har spillet en kamp færre.