Missede på tomt mål: KIF slået i sidste minut af GOG

KIF Kolding København var tæt på overraskende point, men missede på tomt mål i en dramatisk afslutning i Gudme.

Han skal bare ramme det tomme mål på 30 meters afstand. 

Der er godt et minut tilbage på haluret i Gudme, GOG fører 23-22, og Philip Stenmalm står med muligheden for at udligne for KIF Kolding København, der fem minutter forinden var bagud med fem. 

Men Stenmalm må frustreret se bolden hoppe lige forbi den ene stolpe, og i stedet snupper GOG en sejr på 24-22, da Jon Andersen afgør kampen med syv sekunder tilbage. 

KIF Kolding København havde ellers haft stor ære af en kamp, hvor oddsene på forhånd var svære.

Gæsterne havde kun ni markspillere at skrive på holdkortet, mens GOG kunne lade alle våben på nær den skulderskadede landsholdsback Niclas Kirkeløkke.

Til gengæld havde KIF'erne en GOG-legende på deres side. 

Søren Haagen var i mange år en profil i GOG, han træner et ungdomshold i klubben, og hans sønner stod iført GOG-trøjer på tribunen til lørdagens kamp. Men Haagen står på mål i KIF Kolding København, og med fem redninger i kampens indledning gav han sit hold en perfekt start. 

KIF'erne havde held til at suge tempoet ud af kampen og GOG's hurtige kontraløb, så hjemmeholdet måtte arbejde hårdt får hver scoring. KIF førte indtil fire minutter før pausen, hvor Gøran Johannesen udlignede for GOG, der efter et par KIF-fejl i de følgende minutter gik til pausen med en 11-9-føring. 

I anden halvleg lignede det, at batterierne var brugt op i KIF's ni markspillere, da GOG kom på 22-17.

Men så skiftede KIF-træner Lars Frederiksen forsvarsformation, sendte Magnus Landin frem i en 5-1-formation og indledte et flot comeback i de sidste minutter, hvor KIF'erne med lidt mere skarphed kunne have fået et point med hjem. 

Bare spørg Philip Stenmalm. 

GOG - KIF Kolding København 24-22 (11-9)

GOG: Gøran Søgard Johannessen 6, Jon Andersen 4, HenrikJakobsen 4, Magnus Jøndal 3, Mark Strandgaard 2, Frederik Clausen 2, Lars Hald 1, Lasse Kronborg 1, Lasse Kjær Møller 1.

KIF Kolding København: Philip Stenmalm 5, Bo Spellerberg 4, OlafurGustafsson 4, Magnus Landin Jacobsen 4, Morten Bjørnshauge 3, Peter Øverby 2.

Udvisninger: GOG 4, KIF Kolding 7.

Tilskuere: 1.626.