Nordsjælland og Sønderjyske delte efter hektisk afslutning

Det blev til en pointdeling, da Nordsjælland Håndbold og SønderjyskE Håndbold mødte hinanden i Helsinge Hallerne.

Nordsjælland og SønderjyskE måtte begge nøjes med et point, da de mandag aften stødte sammen i den bedste række. 

Opgøret endte 26-26 efter en situation i de sidste sekunder, hvor gæsterne meget gerne ville have tilkendt et straffekast. 

Det blev dog aldrig fløjtet, og derfor måtte gæsterne rejse skuffede hjem.

Kampen i Helsinge startede jævnbyrdigt ud, og indledningen var præget af en fysisk indstilling fra begge hold.

Nordsjællands aggressive forsvar gav konstant problemer for SønderjyskE, og efter knap tyve minutters spil havde hjemmeholdet fået opbygget en føring på tre mål. 

Det var dog en stakket frist, for som kampen skred frem lykkedes det gæsterne at udnytte det frembrusende forsvar og trække flere udvisninger mod hjemmeholdet.

Derfor var det SønderjyskE, der kunne gå til pause med en føring på 14-12 efter første halvleg, hvor målvogterene havde svært ved at komme i gang. 

Flyvende start af Nordsjælland

Båret frem af et energisk hjemmepublikum kom de selvlysende nordsjællændere blæsende ud efter pausen. Værterne bragte sig hurtigt foran med 16-15, hvilket fik sønderjyskes trænerduo til at tage timeout.

Det ledte til et par tætte minutter, men Nordsjælland var dog det mest effektive hold, og nede i målet begyndte Mike Jensen at tage godt fra.

I den anden ende af banen var historien en ganske anden, og i de første 12 minutter af anden halveg lykkedes det ikke SønderjyskEs målvogtere at lave en eneste redning.

Det er dog en del af historien, at hjemmeholdet havde svært ved at skyde inden for rammen. Derfor trak Nordsjælland aldrig for alvor fra Sønderjyske, og det resulterede i et sandt drama. Sønderjyske fik nemlig kæmpet sig tilbage og førte med ét mål, da der blev taget hul på det sidste minut. 

Det fik Nordsjællænd til at tage målmanden ud og angribe med syv spillere mod seks, og her lykkedes det en storspillende Johan Meklenborg at score på et gennembrud med 13 sekunder tilbage. 

Det gav SønderjyskE chancen for et sidste angreb. Stemningen i Helsinge var på kogepunktet, da bolden blev spillet ind til stregspilleren Adam Nyfjäll. Han blev dækket op, delvist i feltet, og måske derfor blev hans afslutning reddet af Mike Jensen.

På Sønderjyskes bænk hoppede assistenttræner Lars Krogh Jeppesen og appellerede for straffekast, men dommernes fløjter forblev tavse - og i stedet lød hornet i hallen. Kampen endte 26-26. 

Dermed indtager begge hold stadig en plads i den nederste del af tabellen.