Hans Lindberg vinder og vinder - vil udfordre de største i Bundesligaen

16x9
Hans Lindberg og Füchse Berlin har vundet syv ud af syv kampe i Bundesligaen. Foto:

Landsholdsveteranen Hans Lindberg har sammen med Füchse Berlin fået en forrygende start på Bundesligaen.

Selvom han er fyldt 36 år, er Hans Lindberg stadig med helt deroppe, hvor han har været det meste af sin efterhånden lange karriere.

For snart to år siden fik Hans Lindberg en lang kontrakt hos Füchse Berlin i verdens bedste håndboldliga, Bundesligaen. Hovedstadsklubben blev i sidste sæson nummer fire, og igen i år lader det til, at Lindberg og co. forsøger at bryde magtmonopolet, som har tilhørt storklubberne THW Kiel, Flensburg-Handewitt og Rhein-Neckar Löwen.

- Vi har helt klart set os selv som et af de hold, der skal op og bide skeer med og udfordre dem, siger Hans Lindberg til TV 2 SPORT.

Füchse Berlin har vundet syv ud af syv kampe og indtager andenpladsen i Bundesligaen - á point med og en kamp færre end de dobbelte tyske mestre Rhein-Neckar Löwen.

Lindberg er med 26 scoringer nummer tre på klubbens topscorerliste.

- Jeg er kommet godt fra start. Jeg har spillet fint og stabilt og fået godt med spilletid. Jeg er glad for at være i Berlin, så jeg kan kun være tilfreds.

Den gode form gør, at han stort set er selvskrevet til en plads på Nikolaj Jacobsens landshold, der i januar skal spille EM i Kroatien. I hvert fald er han udtaget til truppen, der om et par uger indleder forberedelserne til slutrunden.

Med til historien om succesen i Berlin hører dog, at klubben endnu ikke har mødt de tre storhold. Alligevel er det blevet til sejre på de svære udebaner i Magdeburg og Leipzig, så den danske fløjspiller har troen på noget stort i den kommende sæson.

- Vi har en bred trup og megen kvalitet på pladserne, og så har vi også været stabile. Vi har ikke nået vores topniveau endnu, men vi har spillet stabilt og godt, og det har været nok til at vinde de syv første kampe, siger Lindberg.

- Vi er kun lige startet, så det er svært at give et helt konkret blik på, hvordan det ender. Men Flensburg og Kiel har tabt nogle kampe, man ikke forventede.

En helt særlig filosofi

Den nu 36-årige fløjspiller, der er tre landskampe fra andenpladsen på listen over spillere med flest kampe på det danske landshold, blev i 2016 tvunget til at finde sig en ny arbejdsgiver.

HSV Handball, som han havde repræsenteret siden 2007, gik konkurs. Lindbergs kvaliteter var dog så store, at Füchse Berlin var villige til at skrive en kontrakt med tre og et halvt år med den dengang 34-årige spiller.

Han kom fra en klub, der havde flere af håndboldens største navne, til en klub med en noget anden tilgang. Klubbens direktør, Bob Hanning, har udtrykt, at en tredjeplads i ligaen sagtens kan gøre ham utilfreds med træneren, mens en sjetteplads kan afføde klap på skulderen og ros. Det handler om at gøre tingene på den helt rigtige måde i klubben, som første - i dens nuværende forfatning - rykkede op i Bundesligaen i 2007.

- Der skal være spilletid til de unge, der kommer op. De har måske ikke helt niveauet til at spille med i toppen af Bundesligaen, men de træner med, bliver bedre og kan måske senere etablere sig. Det er også ensbetydende med, at i kampe, hvor det kan lade sig gøre, skal der være spilletid. Det er en svær balancegang, i og med at den tyske liga mange gange er blevet afgjort på målscore. Der må man så tage med på vejen, at det også handler om at udvikle de unge spillere, siger Hans Lindberg.

Füchse Berlins bedste placering i Bundesligaen er en tredjeplads. I sidste sæson vandt klubben EHF Cuppen.