Randers-profil er gravid og færdig for sæsonen

16x9
Camilla Dalby og kæresten kan juble over at skulle være forældre til deres første barn. Foto: Lars Rasborg / Scanpix Denmark

Camilla Dalby har termin til april og kommer ikke mere i aktion for Randers HK i denne sæson.

Randers HK må undvære en af deres største profiler resten af sæsonen.

Klubben skriver i en pressemeddelelse, at Camilla Dalby er blevet gravid og derfor ikke kommer til at kunne nyde godt af den hårdtskydende højre back.

- Jeg er super glad, det er kæmpestort og betyder selvfølgelig meget for mig. Og selvom jeg gerne havde fuldført sæsonen, så tror jeg på holdet, og er overbevist om, at jeg kan returnere til banen i en bedre udgave af mig selv, fortæller Camilla Dalby i en pressemeddelelse.

Hun fortæller endvidere til TV 2 SPORT, at det næppe kommer som en stor overraskelse for holdet.

- Jeg tror ikke, at det har været en hemmelighed, at det har været et stort ønske fra mig og min kæreste igennem et stykke tid nu. Vi har haft nogle bump på vejen, inden vi står her. Så vi er rigtig glade og utroligt lettede over, at det er vores tur.

- Det er ikke den store overraskelse her i klubben, vil jeg sige, men det gør selvfølgelig ikke nyheden mindre, siger Camilla Dalby.

Randers HK's træner, Niels Agesen, ærgrer sig over de sportslige konsekvenser, men han glæder sig personligt på Dalbys vegne.

- Jeg er først og fremmest glad på Camillas vegne og kan næsten ikke rose hende nok for hendes åbenhed omkring det.

- Som træner og for holdet er det selvfølgelig en bet at skulle undvære en af vores mest rutinerede spillere. Men grundet Camillas åbenhed har vi to andre højre backs i truppen, og de skal nu tage et større ansvar, siger Agesen, som fortæller, at klubben nu vil se, hvad deres muligheder er for at bevare et godt træningsmiljø.

Camilla Dalby er i gang med sin anden periode i Randers HK. Første periode sluttede i 2013, hvor hun skiftede til ZRK Buducnost. Efter to år i Montenegro vendte hun så hjem til den kronjyske klub, hvor hun har spillet siden.