Håndbold-kaviar med en underlig bismag

16x9
Nikolaj Jacobsen skal bruge Golden League-kampene på at finde en erstatning på højre back. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Jeg har det lidt, som når mine børn har ventet på første skoledag.

Spændt, forventningsfuld og en anelse nervøs.

Landsholdssæsonen begynder i aften (torsdag, red.), og vi går direkte til højbords, hvor Frankrig, Polen, Norge og Danmark i Golden League forærer håndbold-kaviar i de kommende dage. Kors, hvor jeg glæder mig.

Det er håndbold fra øverste hylde, og det er i fyldte, danske haller. Alligevel går jeg ikke kun rundt og tæller timerne. Jeg er også en smule utryg, for alt er ikke i vater for Nikolaj Jacobsens spillere.

Først og fremmest selvsagt på højre back. På den plads er jeg decideret bekymret. Det var en knytnæve lige i snotten på alle, da Kasper Søndergaard i lørdags pludselig takkede af.

Udover at miste den primære højre back med kort EM-varsel, så er problemet jo, at afløserne ikke har landsholdsklasse endnu. Niclas Kirkeløkke er helt klart fremtidens mand, men hans skulder er ikke god, og nu sidder han så udenfor på ubestemt tid igen.

I Golden League er chancen så givet til Peter Balling og Martin Larsen. Lige nu har jeg svært ved at se én af de to gå ind og udfylde tomrummet. Især Martin Larsen har i Aalborg ikke optrådt med landsholdsklasse i de seneste måneder.

Situationen på højre back bliver ekstremt interessant at følge. Hvem griber denne kæmpe chance og indskriver sig som supplement til Kirkeløkke i fremtiden? Jeg er overbevist om, at landstræneren i perioder vil gardere med højrehåndede Mads Mensah, så Balling og Larsen skal virkelig være klar, når de smides i aktion.

Kikser det med Balling og Larsen – og bliver Kirkeløkke ikke klar – så overvejer landstræneren nok at ringe til Magdeburg. Mads Christiansen har selv meldt fra, og det skal man respektere. Men et opkald kan være yderste konsekvens, om end det forhåbentlig ikke går så galt.

Et hjertesuk over Kasper Søndergaard følges op af over Rasmus Lauge. Han spiller sin karrieres bedste håndbold lige nu i Flensburg. Endelig skulle han hjem og have sit gennembrud på landsholdet og så bliver han skadet igen.

Jeg er overbevist om, at Nikolaj Jacobsen bliver den landstræner, der kan knække koden til at folde Lauge ud i rødt og hvidt. Og det skal vi så igen vente på.

Der har været talt meget om frontfigurerne Mikkel Hansen og Niklas Landin. At de har spillet oppe og nede for Paris og Kiel. Det bekymrer mig ikke det mindste i forhold til landsholdet. Dels kan man ikke være på toppen og spille 60 minutter hver gang i sådanne topklubber. Dels er de nu hjemme i den trygge hule, hvor det meste afhænger af dem. De besidder roller på det danske landshold, som de både evner og elsker at forvalte. Det skal nok blive gode præstationer fra de herrer i de kommende dage.

For os håndboldnørder bliver det fedt at se Nikolaj Jacobsen i tre kampe over fire dage – uden point på spil. Vi har af gode grunde slet ikke set den spillemæssige effekt af landstrænerskiftet endnu. Nikolaj Jacobsen har skulle skaffe resultater på kort tid, hvilket han gjorde i foråret. Nu vil vi sikkert se de første tegn på det, som den nye landstræner vil indføre i spillet.

Også af den grund kan det ikke hurtigt nok blive torsdag aften i Brøndby Hallen.