Henrik Møllgaard officielt på plads i Aalborg

Fredag blev kontrakten skrevet under. Den danske landsholdsspiller Henrik Møllgaard skifter Paris ud med Aalborg.

Aalborg Håndbold får næste sæson tilgang af en gammel kending.

Som TV 2 SPORT kunne erfare for en uge siden vender 32-årige Henrik Møllgaard hjem til Danmark, hvor han har indgået en treårig aftale med det nordjyske flagskib.

Den danske landsholdsspiller tørnede ud for Aalborg fra 2009-2012, hvor han var med til at vinde DM, og han ser frem til et gensyn med tilskuerne i Gigantium.

- Aalborg har det hele. Stor, fantastisk hjemmebane. Det bedste publikum i Danmark, som jeg selv har nydt godt af, da jeg var i klubben, men også altid har glædet mig til at spille foran som modstander. Dem glæder jeg mig virkelig meget til at komme tilbage til, siger Henrik Møllgaard til TV 2 SPORT.

- Det er et stærkt hold og en stærkere klub, end den jeg forlod, som lige var i opbygningsfase det sidste års tid og vel ret beset den mest vindende klub nu gennem de sidste 10 sæsoner. Så det er en stor klub, jeg kommer tilbage til, og det ser jeg frem til.

Henrik Møllgaard forlod Aalborg Håndbold til fordel for Skjern Håndbold, inden han fire sæsoner senere først blev lejet ud til franske PSG for så året efter at skrive kontrakt med storklubben.

Til sommer er det så slut i Paris efter tre sæsoner, og Aalborg Håndbold-direktør Jan Larsen glæder sig over, at klubben har været i stand til at hente Møllgaard tilbage.

- Jeg er pavestolt over, at det er lykkedes at få Henrik tilbage til Aalborg. Det er altid en drøm at få danske landsholdsspillere til klubben, siger Jan Larsen til TV 2 SPORT.

- En kapacitet som Henrik får en kæmpe stor rolle hos os både forsvars- og angrebsmæssigt, men så sandelig også uden for banen. En ægte leder - det glæder vi os meget til.

Før Aalborg spillede Henrik Møllgaard fire sæsoner i Kolding. Han fik slutrundedebut for Danmark i 2013 og har indtil nu spillet 115 landskampe. Lørdag spiller han sin landskamp nummer 116, når Danmark møder Polen.

Se Golden League-kampen mellem Danmark og Polen på TV 2 med optakt fra kl. 15:50.