- Fornuftigt at lade Hansen og Højlund blive hjemme, vurderer ekspert

Klavs Bruun Jørgensen har udtaget sin trup til VM i Tyskland. Anne Mette Hansen og Mie Højlund er ikke med på grund af skader.

Den danske VM-trup er ramt af skader i bagkæden, hvor det nu står klart, at hverken Anne Mette Hansen eller Mie Højlund kommer i spil ved slutrunden i december.

Dermed må Klavs Bruun Jørgensen undvære to af de spillere, der ellers havde været sikre VM-deltagere, vurderer TV 2 SPORTs håndbolsekspert Trine Nielsen.

- Der er ingen tvivl om, at hvis de havde været helt klar, så havde de været en fast del af truppen. Derfor er det en bet for Danmark. Men jeg synes, det er fornuftigt at lade dem blive hjemme.

- Jeg havde håbet, de var blevet klar til at komme med, for Danmark skal stille stærkest muligt. Men både af hensyn til deres fremtid, men også fordi vi ikke rigtigt ved, hvor de er spillemæssigt, så er det en klog beslutning at lade dem blive hjemme. Det er to unge spillere, der gerne skulle spille mange år endnu.

VM-spillerne får ro med tidlig udtagelse

En korsbåndsskade i knæet har holdt Anne Mette Hansen fra banen siden september. Mie Højlund er derimod begyndt at spille kampe for Odense Håndbold – men det er stadig kun på halvt blus, da hun på grund af sin skulderskade har svært ved at skyde på mål.

- Klavs Bruun Jørgensen kunne have ventet et par uger endnu ved lade nogle pladser i truppen stå åbent, men det ville give noget uro kun at udtage noget af holdet. Som spiller giver det SÅ meget at vide, hvem der skal med til VM. Det fylder helt vanvittigt meget, om man kommer med til slutrunden eller ej, siger Trine Nielsen, der bifalder landstrænerens tidlige udtagelse.

Netop dét har Klavs Bruun Jørgensen tilsyneladende tænkt over, da han valgte at udtage truppen cirka tre uger før VM-premieren mod Montenegro den 2. december.

- Det er med glæde, jeg kan udtage de 16 spillere, som, jeg tror, kan give os det bedste resultat ved VM i Tyskland. De har alle gennem første halvdel af sæsonen gjort sig fortjent til en plads i VM-truppen, og nu får de med visheden ro til at forberede sig til slutrunden, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen i en pressemeddelelse.

Både Anne Mette Hansen og Mie Højlund er en del af bruttotruppen til VM. Derfor kan de blive skiftet ind i truppen, når turneringen er i gang.

Pres på Jørgensen og jokerrolle til ’Mulle’

Uden Györ-stjernen Anne Mette Hansen og Mie Højlund kan Stine Jørgensen sandsynligvis se frem til en slutrunde med masser af pres.

Derfor kan det blive afgørende, at de andre bagspillere træder i karakter, vurderer Trine Nielsen.

- Det bliver spændende at se, hvordan eksempelvis Line Haugsted kommer til at spille. Det kan i hvert fald blive vigtigt, at presset ikke kommer til at ligge på Stine Jørgensen alene.

Kristina Kristiansen har fået en jokerrolle på landsholdet under Klavs Bruun Jørgensen. Hun har spillet 148 kampe og scoret 377 mål.
Kristina Kristiansen har fået en jokerrolle på landsholdet under Klavs Bruun Jørgensen. Hun har spillet 148 kampe og scoret 377 mål. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Ud over Line Haugsted er Kristina Jørgensen også udtaget som venstreback, hvor Stine Jørgensen også kan spille. På playmakerpositionen skal Jørgensen dele spilletiden med Lotte Grigel og Kristina 'Mulle' Kristiansen.

- Klavs Bruun Jørgensen har prioriteret, at Stine Jørgensen skal spille playmaker. Hun tager en del af spilletiden på den plads, og så har han Lotte Grigel med som den mere opbyggende playmaker. Dermed får den tredje playmaker, Kristina Kristiansen, lidt en jokerrolle. Det så vi også for et år siden ved den seneste slutrunde, og den rolle kan Kristina Kristiansen sagtens løse, slutter Trine Nielsen.

Nielsen forventer, at Danmark som minimum går videre til 1/8-finalen.