'Mulle' er klar til VM – men hun kan ende i samme situation som sidst

Klavs Bruun Jørgensen er tilfreds med det, han har set fra Kristina 'Mulle' Kristiansen. Han kan dog ikke love hende VM-spilletid.

Kristina ’Mulle’ Kristiansen fik ikke mange minutter under sidste års EM-slutrunde i december.

Den tidligere toneangivende spiller på det danske landshold måtte se sig selv som reserve for de øvrige spillere, og derfor tilbragte hun det meste af slutrunden på den danske bænk.

Det er en rolle, hun godt kan risikere at opleve igen til VM, fortæller Klavs Bruun Jørgensen til TV 2 SPORT.

- Jeg kan ikke love nogen noget - det ville være fuldstændig tåbeligt. Men jeg håber da, at jeg kan få lov til at bruge hele truppen.

- Kristina har heldigvis en masse rutine og erfaring, men hendes rolle kan godt ende med at blive den samme (som sidst, red.). Hun har kvaliteter, som vi i nogle tilfælde vil kunne få brug for, og så må vi se om turneringen udvikler sig sådan, at vi får brug for dem.

’Mulle’ var onsdag en del af truppen på 16 spillere, som Klavs Bruun Jørgensen udtog til VM i Tyskland. Den lille playmaker har også været med i de seneste landsholdssamlinger, og derfor kom udtagelsen af Kristina Kristiansen måske ikke som den store overraskelse, selvom hun tidligere har været med på yderste mandat.

En af de ting der har været afgørende for, at Kristina Kristiansen har kunne tilspille sig en plads i VM-truppen er, at landstæneren er tilfreds med, hvad han har set fra hende og hendes klub Nykøbing Falster Håndbold i denne sæson.

- Jeg synes, at Nykøbing generelt spiller på en anden måde, end de har gjort under Niels Agesen (Holdets tidligere træner, red.). Det påvirker selvfølgelig også Kristina - om det så kommer til at få indflydelse på landsholdet og den mængde tid, som hun kan tilspille sig, det er for tidligt at sige, fortæller Klavs Bruun Jørgensen til TV 2 SPORT.

VM i Tyskland begynder den 1. december og kan følges tæt på TV 2.

Her er Danmarks trup til VM

Målvogtere

  • Sandra Toft
  • Althea Reinhardt

Fløjspillere

  • Trine Østergaard
  • Fie Woller
  • Maria Fisker

Stregspillere

  • Stine Bodholt
  • Kathrine Heindahl
  • Sarah Iversen

Bagspillere

  • Line Haugsted
  • Stine Jørgensen
  • Lotte Grigel
  • Kristina Kristiansen
  • Kristina Jørgensen
  • Mette Tranborg
  • Line Jørgensen
  • Louise Burgaard