Klavs Bruuns opkald chokerede VM-debutant

Kristina Jørgensen er glad, men overrasket over, at hun er blevet udtaget til Klavs Bruun Jørgensens VM-trup.

Viborgspilleren Kristina Jørgensen er med sine 19 år ung nok til stadig at spille på ungdomslandsholdet, men onsdag blev hun udtaget til Klavs Bruun Jørgensens VM-trup.

En udtagelse der kom bag på den talentfulde spiller.

- Jeg var meget overrasket over, at det var Klavs Bruun, der ringede. Da han sagde, at jeg skulle med til VM, fik jeg et chok. Det føles helt surrealistisk, men det er mega fedt, siger hun til TV 2 SPORT.

Den 186 centimeter høje venstre back, der bliver kaldt ’Kris’ af holdkammeraterne, skiftede inden denne sæson fra Skanderborg til Viborg. I den nye klub er det blevet til ti kampe og 41 mål.

Det unge får

På landsholdet forventer Kristina Jørgensen spilletiden bliver en smule mindre, end den er i Viborg, men hun er klar til at yde sit bedste for Danmark.

- Jeg er det unge får, der skal ind og lære fra alle de gamle og rutinerede. Jeg tror, at jeg kan bidrage med noget angrebsmæssigt og forsvarsmæssigt. Jeg har en stor fysisk, som jeg tror kan tilføre holdet noget positivt. Derudover kommer jeg noget vildskab, siger hun til TV 2 SPORT.

At det allerede som 19-årig kan blive til slutrundedebut på A-landsholdet overrasker bagspilleren en smule.

- Det bliver mega sjovt og lidt underligt, at jeg ikke skal sidde og se VM derhjemme i december. Det er godt nok ikke noget, som jeg havde forventet skulle ske her til jul.

- Landsholdet betyder helt vildt meget. Det er noget, som jeg har drømt om, siden jeg var en lille pige. At blive udtaget til A-Landsholdet er noget, jeg har drømt om.

Kristina Jørgensens mulige slutrundedebut kan komme den 2. december, hvor Danmark møder Montenegro ved VM.

Den danske VM-trup