Nordsjælland sikrer point med scoring i sidste sekund

Nordsjælland og Ribe-Esbjerg spillede 27-27 i herrernes håndboldliga, efter Jesper Dahl scorede for hjemmeholdet, mens haluret stod på 59:59.

Oprykkerne fra Nordsjælland Håndbold spillede sig yderligere et point væk fra nedrykningspladserne, da de torsdag aften hentede point mod Ribe-Esbjerg.

Hjemmeholdet var ellers foran med 16-13 ved pausen, men da udeholdet bragte sig foran med 20 sekunder igen, efterlod det ét angreb til at redde et enkelt point.

Med tre sekunder tilbage steg Nordsjællands Johan Meklenborg til vejrs, afsluttede og misbrugte chancen. Det resulterede straks i et udbrud af ærgrelse fra hjemmeholdets tilskuere.

Men midt i skuffelsen ramte bolden stolpen og røg direkte ud til Jesper Dahl, der stod klar på højre fløj. Han samlede hurtigt returbolden op og sikrede ét point i sidste sekund, da han sendte bolden forbi Ribe-Esbjergs målmand Tim Winkler.

- Jeg nåede egentlig ikke at tænke så meget. Nu kender jeg Tim (Winkler, red.) rigtig godt fra min Skjern-tid, så den skulle bare ind, sagde Jesper Dahl lige efter og kaldte stemningen på holdet for euforisk efter et 'fortjent point' ifølge ham.

Pointet betød nemlig, at Nordsjælland holder sig foran Ribe-Esbjerg i tabellen, hvor sjællænderne ligger nummer 10 med syv point, mens Ribe-Esbjerg ligger en placering lavere med seks point.

- Vi har jo chancerne til sidst, men det er nok lidt vores sæson p.t., at vi taber hovedet nogle gange til sidst. Jeg synes ellers, vi kæmper rigtig godt og kommer tilbage. Vi er bagud meget af kampen, men det er bare uheldigt det her, sagde Ribe-Esbjergs Rasmus Nielsen.

- Vi er jo i bundstriden efterhånden, så vi skal snart undgå ikke at rykke ned. Det er sådan, det er lige nu. Vi må kæmpe os op fra det.

Vestjyderne har ét point ned til SønderjyskE på den øverste nedrykningsplads, men Ribe-Esbjerg har spillet en kamp mere med torsdagens uafgjorte resultat.