Landsholdsstreg forlader NFH: Tæt på konkurrent

16x9
Sarah Iversen i aktion for Danmark ved en Golden League-turnering i 2016 Foto: Frank Cilius / Scanpix Denmark

Den danske VM-spiller Sarah Iversen forlader efter denne sæson Nykøbing Falster, men bliver efter alt at dømme i den danske HTH Go Liga.

De forsvarende mestre fra Nykøbing Falster Håndbold mister en markant profil efter denne sæson.

VM-aktuelle Sarah Iversen har besluttet at forlade klubben til sommer, hvor parternes aftale udløber.

Det offentliggjorde NFH på sin Facebook-side mandag formiddag:

- Sarah Iversen, som vi betegner som en af vores egne, da hun har spillet i klubben siden hun var ganske ung - bortset fra en afstikker til HC Odense - har ikke ønsket at forhandle en aftale med NFH.

- Heldigvis spiller Sarah sæsonen færdig i NFH og vi er sikre på, at hun vil præstere på samme høje niveau som altid, skriver klubben.

Ifølge TV 2 SPORT's oplysninger er stregspilleren allerede langt i processen med at finde en ny klub.

FCM Håndbold, der i øvrigt skifter navn efter denne sæson, har tilbudt Sarah Iversen en kontrakt, og bliver efter alt at dømme hendes kommende arbejdsgiver.

På den midtjyske streg er Sarah Iversen udset til at erstatte Sabine Pedersen, der allerede har offentliggjort, at hun skifter til Randers HK i sommeren 2018.

FC Midtjyllands cheftræner, Kristian Kristensen, ønsker ikke at kommentere TV 2 SPORT's oplysninger.

Midtjyderne holder et stort pressemøde d. 20. november, hvor klubben forventes at præsentere planerne for den kommende sæson.

Her forventes det i øvrigt også, at den norske landsholdsspiller Stine Skogrand præsenteres som kommende FCM-spiller.