Eksperter byder ’den røde knap’ velkommen, men ser visse faldgruber

TV 2 SPORT’s håndboldeksperter er umiddelbart positivt indstillet overfor IHF’s nye tiltag ved VM i Tyskland. De rejser dog en række spørgsmålstegn.

Det er slut med at smide et lamineret grønt timeout-kort, når man som træner gerne vil tage en timeout. I hvert fald under kvindernes VM-slutrunde i Tyskland.

Her haft IHF nemlig indført en rød timeout-knap, som landstræneren skal trykke på, når han eller hun vil afholde en timeout.

Og dén regelændring ser TV 2 SPORT’s håndboldeksperter umiddelbart positivt på.

- Jeg tænker egentlig, at knappen er ganske fin. På den her måde eliminerer man en række tvivlsspørgsmål. Der er ikke tvivl om, om man har lagt kortet eller ej. Når man har trykket på knappen, bum, så er der timeout. Den kan jeg godt lide, siger Niels Agesen, der under VM er håndboldekspert for TV 2 SPORT, men til daglig selv ganske ofte lægger timeout-kort som cheftræner for Randers HK i kvindernes håndboldliga.

VM i håndbold på TV 2 PLAY

TV 2 PLAY kan du få alt det bedste fra VM i kvindehåndbold.

Her har du mulighed for at se eller gense Danmarks kampe og pressemøder, og du kan være sikker på at kunne se hver enkelt kamp under slutrunden direkte.

Også TV 2 SPORT’s faste håndboldekspert Trine Nielsen ser positivt på den røde knap, der mest af alt ligner en genstand fra et quiz-show på tv.

- Som udgangspunkt synes jeg, det er en rigtig, rigtig god tanke, at der ikke skal flere hænder ind over det end én. Det kan jeg godt lide. I dag kan der godt gå noget tid med at få igangsat en timeout, og de få sekunder kan betyde meget, når en håndboldkamp skal afgøres til sidst. På den måde synes jeg, det er godt, siger Trine Nielsen.

Faldgruberne ved det nye tiltag

En træner for et hvilket som helst håndboldhold kan af gode grunde kun tage en timeout, når trænerens eget hold er i boldbesiddelse. Sådan vil det fortsat være. Men den nye timeout-knap åbner reelt for muligheden for, at man som træner kan stoppe kampuret, mens modstanderholdet er på bolden eller måske sågar har en stor chance.

Og det er en af de helt store faldgruber ved den nye regel, hvis man spørger eksperterne.

- Det rejser selvfølgelig nogle spørgsmålstegn. Det er lidt et spørgsmål om, hvordan man formår at overholde den her ’gentleman agreement’.

- Jeg tror altså på, at der er nogen, der kan finde på at misbruge den knap, hvis muligheden byderd sig. I den perfekte verden ville man sige, at det gør man selvfølgelig ikke, men jeg har også set folk rive i trøjen selvom man ikke må det i håndbold, siger Trine Nielsen, der bakkes op af Niels Agesen:

- Jeg håber lidt, det kan blive sådan, at der sidder én, der kan vælge, hvornår knappen kan aktiveres. Så man netop ikke får mulighed for at trykke på den, når man ikke er i boldbesiddelse og på den måde lave noget beskæmmende for håndboldspillet.

Der er allerede fastlagt en straframme for misbrug af den røde knap. Træneren, der bærer ansvaret, får en advarsel, ligesom holdet fratages en timeout og modtager en udvisning.

Og hvis et hold ligefrem har en oplagt målchance, mens modstanderholdets træner trykker på knappen, så vanker der en endnu hårdere straf. Holdet mister fortsat retten til en timeout og får en udvisning, men ydermere modtager landstræneren et blåt kort.

Noget, som den danske landstræner også har noteret sig.

- Reglerne er ikke så meget anderledes i forhold til kortene, men der er selvfølgelig en strafændring som gør, at hvis jeg kommer til at tage en timeout, når de andre har bolden, så er straffen ret hård. Det er jeg selvfølgelig opmærksom på, siger Klavs Bruun Jørgensen til TV 2 SPORT.

Tommel ned til nyt tiltag ved passivt spil

Udover den nye timeout-knap har Det Internationale Håndboldforbund også indført et andet nyt tiltag til VM-slutrunden i Tyskland.

Her vil reservedommerne ved dommerbordet nemlig få den opgave at tælle antallet af afleveringer i forbindelse med markering for passivt spil. Nedtællingen vil så kunne følges på kampuret eller storskærmen i hallen.

Når dommerne markerer for passivt spil, har det angribende hold kun seks afleveringer, inden der skal afsluttes. Og disse seks afleveringer vil altså kunne følges af publikum i hallen, da der på storskærmen tælles ned fra seks til nul.

Og dét nye tiltag er Trine Nielsen ikke så begejstret for.

- Det har jeg det svært ved. For det første har jeg det svært med reglen om seks aflveringer. Publikum fatter ingenting af det, selvom den blev lavet for at gøre det mere publikumsvenligt. Men jeg synes faktisk, det er blevet værre. Den her nedtælling gør det faktisk også værre, synes jeg, siger hun og fortsætter:

- Man risikerer for det første, at der er et mismatch mellem dommerne på banen og ham, der skal sidde og tælle ned. For det andet vil publikum tro, at de her seks afleveringer altid gælder. Det gør de jo ikke. Der kan sagtens dømmes passivt spil inden da. Så den er jeg ikke så stor fan af.

Det danske landshold kan opleve de nye tiltag for første gang lørdag aften, hvor Klavs Bruun Jørgensens tropper åbner VM med en kamp mod Montenegro.

Danmark møder Japan søndag klokken 20.30 på TV 2.