Ingen Ruben Søltoft på Tunesiens trøjer: - De er løbet fra aftalen

Den danske komiker fortæller til TV 2 SPORT, at Tunesien er løbet fra aftalen om, at hans ansigt skal pryde trøjerne i kampen mod Danmark.

Det var en meget glad Ruben Søltoft, som for få dage siden kunne offentliggøre, at hans ansigt skulle pryde trøjerne på en af Danmarks modstandere ved VM. Men nu er tuneserne rendt fra aftalen. Det fortæller han til TV 2 SPORT kort før kampen.

- Vi havde en underskrift. De havde skrevet under. Det internationale håndboldforbund havde også godkendt det, og der var betalt, siger han.

Det er angiveligt den megen omtale i medierne, der har endt med at spænde ben for aftalen.

- Kommunikationen har været meget bøvlet. Det tunesiske håndboldforbund forstår meget lidt engelsk, og jeg forstår meget lidt tunesisk. Som jeg forstår det, så er det, der er sket, at mange danske medier har kontaktet det tunesiske håndboldforbund for at få bekræftet den her historie, og så har en masse tunesiske medier skrevet om det.

- Det har gjort, at der er nogen på højt plan, der er blevet bange. Altså på regeringsniveau. Det tunesiske håndboldforbund havde sagt god for det. Men der er en højt oppe, der har sagt ’nej’, fortæller Ruben Søltoft.

Han har dog fået ord for, at pengene for aftalen vil blive refunderet.

- Vi får pengene tilbage, men det var det mindste. Jeg ville rigtig gerne have været på de trøjer. Jeg er meget ked af det. Det er meget antiklimaks, understreger han.

Kun positiv omtale

Historien om sponsoratet har ellers fået smilene frem hos både de danske og tunesiske spillere, der alle har talt positivt om sponsoratet. Også selvom ikke alle lige havde styr på, hvem ham Ruben Søltoft egentlig er.

 En brandingekspert havde endda kaldt ideen om sponsoratet for intet mindre end 'genialt'.

- Jeg ville ønske, vi selv havde fundet på det som reklamefolk. Det giver en gennemslagskraft, som er ligeså stærk, hvis ikke stærkere, som at sponsere det danske kvindelandshold, sagde Sune Bang, der er direktør for Kommunikationsbureauet København, i Go' morgen Danmark.

Se VM i håndbold på TV 2 PLAY.