- Hendes opførsel er en hån mod det at være en del af et hold

16x9
Ana Paula Belo (nederst) i kampen mod Rusland ved VM. Foto: DAVID HECKER / Scanpix Denmark

KOMMENTAR: Brasiliens dårlige præstationer vidner om, hvad der sker med et hold og dets spillere, når værdier og moral forsvinder.

Se Brasilien-Danmark i aften kl. 20:30 på TV 2.

Jeg har billederne på min indre nethinde, da Morten Soubaks brasilianske håndboldkvinder græd uafbrudt i et par timer efter at have sikret sig VM-trofæet 2013 i serbiske Beograd.

Følelsernes frie spil. Fællesskabets og stolthedens ultimative triumf. Smukkere end smukkest.

Ana Paula Belos opførsel er en hån mod alt, hvad der henfører til det at være en del af et hold.

Faktisk kun matchet af Bojana Popovic' og hendes montenegrinske veninders tårer, da tabet af OL-finalen 2012 i London mod Norge ikke stod i vejen for den uforglemmelige rejse, det havde været overhovedet at have kvalificeret sig til en OL-finale.

Følelser, fællesskab og stolthed, der også var smukkere end smukkest.

Her i EWE Arena i tyske Oldenburg genkalder min indre nethinde ingen brasilianske tårer. Følelsernes frie spil fornemmes slet ikke, og hvad værre er:

Fællesskabet og stoltheden er - som tyskerne ville sige - Schnee von gestern:

Væk. Ikke identificerbart. Færdigt.

Grundene er sikkert flere, men én overvejende står klart for mig efter at have set træner Jorge Dueñas De Galarzas hold optræde ved dette verdensmesterskab.

De finder sig i Dronningens luner

Individualisterne har fuldstændig taget over fra fællesskabet, og lad mig bare stramme den antagelse op og gøre det til ental:

Ana Paula Belos - tidligere Rodrigues - opførsel er en hån mod alt, hvad der henfører til det at være en del af et hold.

Ana Paula Belo var i 2013 en af de bærende kræfter, da Brasilien blev verdensmester.
Ana Paula Belo var i 2013 en af de bærende kræfter, da Brasilien blev verdensmester. Foto: Scanpix

Jeg ved ikke, hvad der foregår på de indre linjer. Jeg konstaterer blot, at alle - træner, medspillere og øvrig stab omkring det brasilianske mandskab - tilsyneladende og stiltiende finder sig i Dronningens luner.

Eksempelvis passede det ikke Ana Paula at dække op i kampen mod Japan. Forsvarsarbejdet - eller mangel på samme - var af en så provokerende art, at det burde have medført skarpe udfald fra både træner og medspillere.

Se højdepunkterne fra opgøret mellem Brasilien og Japan fra Danmarks VM-pulje. Video: Anders Masannek

Når sligt får lov til at passere, ved jeg, hvor slemt det står til med et holds moral.

Holder min påstand - at den brasilianske moral er tæt på et nulpunkt - kan det være hovedårsagen til de rædselsfulde præstationer, de tidligere verdensmestre leverer netop nu.

Uhørt lav scoringsprocent

Lad mig lige minde om, at Dronning Belo & co. har spillet uafgjort mod Japan og været på randen af et knockout mod aldeles upåagtede Tunesien, inden Dueñas’ kvinder blev kørt igennem den russiske hakkemaskine i går.

Lidt statistik kan også være med til at fortælle historien om, hvad der sker med et hold og dets spillere, når værdier og moral forsvinder.

Holdets samlede scoringsprocent ligger på 51. Nærmest uhørt lavt og matches kun af nationer, der er her for at lære.

De brasilianske fløje - Samira Rocha og Jessica Ribeiro - ligger på samlet 42 procent, og jeg understreger: Det har ikke været fra de mest spidse vinkler!

Ribeiro - i vort hjemland Quintino - fremviser ganske klædelige 74 i scoringsprocent i H2H GO Ligaen, mens hun her ikke kan præstere det halve.

Sådan kunne jeg blive ved, men lad mig slutte med Dronningen i egen høje person.

Får hverken værdier eller moral tilbage

Belo ligger på ganske fornuftige 65 i scoringsprocent. Det er ikke skud fra distancen - 3/11 - men snarere hendes andre kompetencer, straffekast og gennembrud, der sikrer den pæne procentsats.

Apropos skud fra distancen. Selv med Eduarda Taleska - tidligere Amorim - blandt skyttefolket er det blot lykkedes brasilianerne at indstille sigtekornet rigtigt i knap 30 procent af affyringerne. Omsat til tal: 11 scoringer på 37 forsøg.

Danmark har i denne disciplin 24 scoringer på 45 forsøg. 

Tilbage til Dronning Belo. Hun deler heller ikke meget ud. Sølle fire assists er det blevet til fra hendes hånd.

Jorge Dueñas overtog det brasilianske landshold i august måned. Fire måneder er ikke lang tid, men han har ikke nået meget på de 120 dage.

Jeg tror ikke, at han får hverken værdier eller moral tilbage i sit hold her i Tyskland.

Derfor bliver det Dronning Ana Paula Belo, der fortsætter i sin ledende rolle, og så får jeg igen syn for, hvad der sker med et holds værdier og moral, når en Dronning tager over.