Heindahl gik i 'beast mode': - Mentalt har jeg lyst til at dræbe dem

Den danske stregspiller var endnu en gang sikkerheden selv i sine afslutninger, da hun både spillemæssigt og mentalt satte brasilianerne på plads.

10 mål på 10 forsøg. Kathrine Heindahl har været sikkerheden selv i Danmarks seneste to kampe ved VM-slutrunden, hvilket har sendt hende op på 18 mål i fire kampe samlet.

Men det er ikke kun mål, Heindahl bidrager med på det danske landshold. Hun deler ligeledes tæsk ud i både forsvaret og angrebet, og så gør det ekstra ondt på brasilianerne, når hun samtidig rammer sit beast mode, som hun selv kalder det.

- Det er en crazy attitude, og at jeg mentalt har lyst til at dræbe alle dem, der står foran mig - sagt lidt hårdt. Jeg ved, jeg har meget attitude og fysik at komme med, så beast mode er den rigtige indstilling. Det er den måde, jeg lader op til kamp på. At jeg vil smadre dem, der står foran mig, sagde Heindahl efter sejren.

Undervej i 22-20-sejren over Brasilien, hvor Heindahl stod for seks mål og samtidig tilkæmpede sig flere straffekast, fangede hun så mange indspil, at håndboldekspert Bent Nyegaard udråbte hende som kampens spiller, mens han gav hende tilnavnet 'sugekop', fordi hun sugede alle bolde til sig.

- Det er endnu et ord til ordbogen om, hvad man kan kalde Kathrine Heindahl. Jeg griber det, jeg skal gribe og misser ikke rigtig noget, så det er fint nok, han kalder mig det, lød det med et smil fra stregspilleren, der var glad for at levere:

- Det er fedt at lave mål, og det er fedt, at når det er mig, der er fri, at de så spiller bolden. Og at jeg præsterer og sætter den i kassen.

Bent Nyegaard slog samtidig fast i sin vurdering efter kampen, at kampen mod Brasilien var blandt de bedste, han havde set fra hende på landsholdet. I alt blev det til næsten 48 minutters spilletid, hvor der også sneg sig to udvisninger ind undervejs.

- Haugsted og jeg får kommunikeret godt i forsvaret og får virkelig rettet til. Det første kvarter er der lige nogle 'ups'ere', og vi kommer til at stå lidt for langt fra hinanden. De sidste 45 minutter står vi sindssygt kompakt, og de skal kæmpe virkelig hårdt for alle mål, slog Kathrine Heindahl fast.

Den danske stregspiller ligger nummer 16 på topscorerlisten ved VM med en scoringsprocent på 82. Der er ingen af de spillere, der ligger foran hende på listen, der har højere scoringsprocent.