Talte med store bogstaver til anføreren: 'Sandra, jeg gør virkelig mit bedste'

Den danske landsholdsmålvogter talte med store bogstaver over for anføreren, da Danmark slog Brasilien med 22-20 og spillede sig i 1/8-finalen.

Stine Jørgensen viste i går, hvad det vil sige at gå forrest som anfører, da hun scorede ni mål - herunder de sidste tre danske mål, der var med til at afgøre kampen.

Verbalt var der dog en anden, der alligevel talte mere tydeligt. I målet bød Sandra Toft ikke kun ind med en redningsprocent på 43 og flere store aktioner, hun satte også anfører Stine Jørgensen på plads undervejs i kampen.

- Sandra står jo helt fantastisk, og hun er ude og tale med store bogstaver over for mig, hvor jeg virkelig tænker: ”Altså, Sandra, jeg gør virkelig mit bedste". Alligevel gør det et eller andet ved en, hvor man skruer op for et eller andet.

Hvad siger hun?

- Det er på et lidt grimmere sprog, end jeg siger nu, men noget med: ”Nu skal du tage dig sammen og sætte de bolde ind," fortalte Stine Jørgensen i VM-studiet efter kampen.

Håndboldkvindernes anfører brugte 19 forsøg på at lave sine ni mål, men det betød ikke så meget, slog flere af TV 2 SPORTs håndboldeksperter fast. Som anfører er det nemlig opgaven at vise mod og brage boldene af sted, noterede de, ligesom Stine Jørgensen også selv har det godt med at tage ansvar.

- Spillet ligger lidt til det. Burgaard og Lotte (Grigel, red.) kommer med nogle gode pres, hvor de (Brasilien, red.) står ret defensivt, så der er mulighed for, jeg kan skyde. Det ligger meget naturligt, at jeg skal tage ansvar, når jeg får muligheden, ligesom de andre skal, sagde anføreren.

Efter 22 minutters spil var Danmark bagud med tre mål, men så fik de kæmpet sig op på 13-13 ved pausen. I anden halvleg brugte danskerne næsten ni minutter på at komme på tavlen, og så var det netop Stine Jørgensen, der åbnede målkontoen igen.

- Det var en hård kamp, men en fantastisk holdindsats. Vi kommer ikke specielt godt fra start og hænger en lille smule efter. Så kommer vi alligevel til pausen med uafgjort, som var rigtig vigtigt. Anden halvleg er vi også bagud, men derfra spiller vi disciplineret og hiver den hjem, tilføjede Stine Jørgensen.

Med sejren er Danmark sikker på at skulle spille ottendedelsfinale. Det er fortsat uvist, hvem de skal møde der. Det afgøres først efter sidste gruppekamp på fredag, hvor Danmark med en sejr over Rusland kan tage førstepladsen.